Billing bliver FCM’s helt i midtjysk derby
Philip Billing sikrede sejren i sit første midtjyske derby.

Aldrig før har Philip Billing været med i et midtjysk derby - men det har han nu.
Og nu kan han samtidig også kalde sig for matchvinder i klassikeren mellem FC Midtjylland og Viborg FF.
Det var således den 29-årige midtbanespiller, der scorede kampens første mål med omkring 10 minutter tilbage, inden føringen blev fordoblet dybt inde i tillægstiden.
2-0-sejren sender FC Midtjylland op på en aktuel førsteplads i Superligaen.
Første halvleg bød på en relativt tam affære. Selvom stemningen på lægterne intet fejlede, var der mange fejl i spillet inde på banen. Derfor var der heller ikke de store scoringsmuligheder, og slet ikke for gæsten fra Viborg.
Det blev der til gengæld ændret på efter pausen.
Få minutter inde i anden halvleg fandt et hjørnespark på mærkværdig vis vej til bagerste stolpe i FCM-feltet, men Jeppe Grønning nåede knapt nok at reagere og sendte bolden i sidenettet.
Pludseligt gik det stærk i den anden ende, hvor Viborg-keeper Lucas Lund flere gange på få minutter diskede op med store redninger.
Cho headede fra klods hold, men blev afværget. Kort efter fik Franculino en friløber, men Lucas Lund kom godt ud af sit mål. Nærmest lige efter sendte Franculino et drøn af sted fra feltkanten, men igen stod Lund i vejen.
Atter få minutter senere havde Viborg-keeperen endnu en stor redning i forbindelse med et langt indkast.
Og netop et langt indkast var også det, der endte med at give FCM sejren.
Mbabu sendte i det 80. minut bolden ind i feltet med hænderne, inden den blev forlænget mod mål, hvor Lucas Lund nok en gang fik parreret. Denne gang stod Philip Billing dog klar til returen, som han sparkede ind fra tæt under mål.
Den tidligere Bournemouth-spiller leverede generelt en flot indsats i sin første kamp på MCH Arena.

Resten af kampen blev mere åben, og seks minutter inde i tillægstiden medførte det opgørets sidste mål.
Cho Gue-sung, der i onsdags scorede sit første mål i 16 måneder efter en lang skadespause i sejren over AaB, stod rigtigt placeret på en retur fra Lucas Lund, som han sikkert sparkede i mål.
Mens FCM med sejren stryger til tops, har Viborg nu tabt tre ud af sine seneste fire kampe i Superligaen.
Du kan se højdepunkter fra kampen i videoen øverst i artiklen
Campo tog en snak med Cho Gue-sung efter hans mål i onsdagens sejr over AaB. Det kan du læse mere om HER:

Viborg FF
FC Midtjylland
Philip Billing












