Rekordstort millionsalg kan skabe sneboldeffekt i Hillerød
1. Divisionsklubben glæder sig over et stort profilsalg, der er med til at løfte klubbens standard på transfermarkedet.

Hillerød Fodbold vinkede i transfervinduets sidste dage farvel til Monday Etim.
For et rekordstort beløb på 2,5 millioner kroner blev den 26-årige angriber sendt afsted til rumænske Universitatea Craiova.
Et salg, som man i Hillerød Fodbold er meget stolte over.
Det fortæller direktør Jackie Rasmussen til Campo.
- Det beviser jo bare, at vi i Hillerød Fodbold også kan finde ud af at sælge spillere til de sjove priser. Det betyder meget for os, at vi kan udvikle spillere og gøre dem klar til at komme videre til klubber i udlandet, siger Jackie Rasmussen til Campo.
Det flotte salg af Monday Etim giver også direktøren en endnu større tro på, at Hillerød i fremtiden kan lave en flere salg i samme prisklasse.
Her fremhæver Jackie Rasmussen flere af klubbens unge spillere, der kan være de næste i rækken, og som klubben ikke vil slippe billigt.
- Vi har to unge drenge lige nu, som leverer på rigtig højt niveau i William Glindtvad og Saman Jalaei. Der er jeg bare nødt til at sige, at der taler vi om markant højere beløb, fordi de aldersmæssigt har noget ekstra.
- Nu kan jeg i hvert fald sige til de klubber, der spørger på nogle at vores spillere, at vi godt kan sælge spillere til millionbeløb, og det er rent faktuelt. Vi lytter selvfølgelig til de bud, der eventuelt måtte komme, men vi lader ikke spillere gå for småpenge, siger Jackie Rasmussen til Campo.

I øjeblikket kører det også rigtig godt for Hillerød Fodbold på banen, hvor holdet indtager førstepladsen i Betinia Ligaen.
Senest slog de Esbjerg med 3-0, hvor Adrian Justinussen bidrog med et drømmemål.
Du kan læse mere om den færøske profil her:

Hillerød Fodbold












