Brumado bekræfter: Søgte væk Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Brumado bekræfter: Søgte væk

Junior Brumado har bekræftet i et interview til FC Midtjyllands hjemmeside, at angriberen søgte andre muligheder i sommerens transfervindue.

Junior Brumado jubler
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Junior Brumados FC Midtjylland-karriere har langt fra kørt på skinner siden skiftet fra hjemlandet Brasilien.

Perioder med skader og manglende spilletid har forfulgt den høje angriber, der aldrig rigtigt har fået tingene til at køre på Heden.

Denne sæson er det dog blevet til et lidt overraskende 'comeback' for angriberen, der har fået flere startpladser for midtjyderne.

Og det er måske kommet bag på hovedpersonen selv. I hvert fald forklarer han i et interview til klubbens hjemmeside, at han søgte væk fra klubben i sommers.

- Jeg var ikke tilfreds i starten og søgte også andre muligheder, fordi jeg ønskede at spille fast. Men jeg forstod samtidig godt, at der var spillere foran mig i køen. 

Og selvom angriberen ikke har udsigt til en startplads hver gang, så er han klar til at kæmpe for sin plads på Midtjylland-holdet.

- Jeg er stadig ikke en spiller, der kommer til at starte inde hver eneste gang, men vi spiller med tre fremme, og jeg vil gøre alt for at være én af dem. Jeg respekterer mine holdkammerater, og det handler om at holde fokus og nyde hver eneste dag, siger Brumado.

Junior Brumado jubler
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Han lægger dog ikke skjul på, at tiden i Midtjylland ikke altid har været en dans på roser.

- Men det har været hårdt, selvfølgelig, men jeg har fortalt mig selv hver eneste dag, at jeg skulle fortsætte med at knokle igennem, for pludselig ville der være brug for mig.

Og brug for ham er der blevet. Og nu er Brumado klar til at betale tilbage for den tillid, som Midtjylland viste ham, da de hentede ham, fortæller han.

- Jeg forbinder Midtjylland med kærlighed. Det er klubben, der fik mig til Europa. Den første klub, der lærte mig engelsk. Når jeg er på banen, vil jeg give alt. Måske scorer jeg ikke, men så handler det om at gøre de andre ting, jeg er god til.

- Hver eneste gang, jeg får chancen, vil jeg give 110 procent.

Junior Brumado har spillet fire kampe i henholdsvis Superligaen og Europa League-kvalifikationen i denne sæson. Seneste spillede han alle 90 minutter mod FC Nordsjælland.

Næste gang Junior Brumado kan komme i aktion, er tirsdag aften. Her møder FC Midtjylland AaB i pokalturneringen.

Du kan læse, hvordan det gik Mike Tullberg i sin debut i spidsen for FC Midtjylland herunder:

Skuffende debut for Tullberg i FCM: Skal have justeret nogle småting

Mest læste

Notifications

Notifikationer