Ups, Tullberg: FCM’s nye træner sendte stjerne i favnen på FCK
Til Mike Tullbergs forsvar, så vidste han nok ikke, at han kort tid efter ville komme til stå i spidsen for FC Midtjylland.

Det er sådan set ganske uskyldigt.
En af sommerens mest opsigtsvækkende handler var, da F.C. København kunne præsentere Youssoufa Moukoko som klubbens nye angriber.
Den unge tysker med afrikanske rødder har siden sine helt unge teenageår tiltrukket sig enorm opmærksomhed for sit talent og ikke mindst målraseri i tysk ungdomsfodbold, inden han også blev et velkendt ansigt i Dortmunds førsteholdstrup.
På vejen til førsteholdet stiftede han bekendtskab med Mike Tullberg, der nu er ny cheftræner i FC Midtjylland. På det tidspunkt var han dog U19-cheftræner i Dortmund.
Det tætte samarbejde mellem dem medførte blandt andet, at Youssoufa Moukoko spurgte Mike Tullberg til råds, da han denne sommer skulle træffe en beslutning om sin fremtid.
For var et skifte til FCK det rette for ham?
Svaret fa den nyudnævnte FCM-cheftræner var et klokkeklart ja.
Det fortæller Youssoufa Moukoko i et længere interview med TV 2 Sport:
- Han ringede til mig og sagde, at hvis han var mig, ville han tage til København. Det var hans råd til mig. Han sagde, at det er en smuk by, og at holdet spiller rigtig godt.
- Dér vidste han nok ikke, at han senere ville blive træner i FC Midtjylland, siger Moukoko med et grin til TV 2 Sport.

Han slår desuden fast, at de to ikke har talt sammen siden Tullberg den 2. september blev præsenteret i FCM.
Den 20-årige angriber står noteret for tre scoringer i 12 kampe for FCK.
Youssoufa Moukoko får muligheden for at få Mike Tullberg til at fortryde sit råd den 5. oktober, når FC Midtjylland gæster F.C. København i Parken.
F.C. København
FC Midtjylland
Borussia Dortmund
Mike Tullberg












