Nysgerrige Tullberg bruger 12 timer om dagen på FCM’s træningsanlæg
Mike Tullberg får kørt nogle timer igennem i sit nye job.

Mike Tullberg slår nok de færreste som en type, der ligger på den lade side.
Og skal man tage hans egne ord for gode varer, så er han det heller ikke.
I et interview med FC Midtjyllands egne kanaler fortæller han nemlig om sine første dage som klubbens nye cheftræner.
Og der bliver lagt timer i at blive klogere på klubben og menneskerne deri.
Det kan ikke mindst lade sig gøre, fordi hans familie fortsat er i Tyskland.
- Travlt lyder lidt negativt. Jeg har selvfølgelig været her en del timer (på træningsanlægget, red.), fordi mine fire børn og kone er i Tyskland, så jeg skal ikke hjem til nogen. Så jeg har kunnet være her fra klokken 08 til 19-20 stykker om aftenen.
- Det gør selvfølgelig, at der er lidt flere timer til at snakke med mennesker - og dem er der mange af. Men det kan jeg godt lide, og jeg er nysgerrig på, hvordan man gør tingene her og lære menneskerne at kende.
- Vi er kommet godt i gang, og jeg har kunnet sætte mit præg på nogle ting. Jeg har haft stor gavn af trænerstaben omkring truppen i forhold til de ting, der har fungeret, og så er jeg kommet ind med nogle ting, hvor jeg har analyseret og tænkt, at vi måske kunne ændre nogle småting, siger han.

Mike Tullberg får sin debut som FCM-cheftræner søndag klokken 16.00 ude mod FC Nordsjælland.
FC Midtjylland
Mike Tullberg












