Harry Kane slår fast: Klar til at forlade banen i tilfælde af racisme
England gæster tirsdag aften Serbien – og er forberedt på det værste.

Når England tirsdag aften gæster Rajko Mitic Stadium i Beograd, er det ikke fyldt til randen med tilskuere.
Serbien afsoner nemlig en tilskuerstraf for racisme under en kamp mod Andorra tilbage i juni.
Skulle de serbiske fans endnu en gang komme med racistiske tilråb, er England klar til at tage konsekvensen.
Det slår anfører Harry Kane fast på et pressemøde.
Tilbage i 2019 tvang de engelske spillere en kamp mod Bulgarien til at blive afbrudt to gange i første halvleg på grund af racistiske tilråb. Det er man indstillet på at gøre igen tirsdag aften i Serbien:
- Ja, vi havde en lignende situation i Bulgarien. UEFA har nogle protokoller, som vi kan følge. Vi kender skridtene, vi kender situationen, siger Harry Kane ifølge The Mirror.
Bayern München-angriberen gider dog ikke male fanden yderligere på væggen, før uheldet er ude:
- Vi taler om noget, der endnu ikke er sket. Vi må tage det, hvis det kommer. Vi er helt klar over, hvad vi har tænkt os at gøre. Lad os bare se, hvad der sker. Vi er mere fokuserede på Serbien som et hold, og hvordan vi kan gøre ondt på dem.
Kampen mellem Serbien og England fløjtes i gang klokken 20.45.
Englænderne topper forud for kampen VM-kvalifikationsgruppen med 12 point efter fire kampe, mens serberne indtager andenpladsen med syv point i tre kampe.
Harry Kane
England












