Tullberg klarede hektisk uge: Derfor er FC Midtjylland det rette for mig
FC Midtjylland præsenterede tirsdag eftermiddag Mike Tullberg som ny cheftræner i klubben.

📍 Campo på MCH Arena
FC Midtjylland har fået ny cheftræner.
Mike Tullberg trådte tirsdag eftermiddag ind ad døren på MCH Arena, hvor den 39-årige træner blev præsenteret som Thomas Thomasbergs arvtager.
Tullberg kommer fra en spændende stilling som U23-træner i den tyske storklub Borussia Dortmund, hvor han ved få lejligheder har ageret vikar på klubbens førstehold.
Men forløbet med at blive cheftræner i FC Midtjylland har også et sideløbende projekt. Tullberg er nemlig blevet far for fjerde gang i forrige uge, og det har også betydet, at han på pressemødet havde en anelse svært ved at konkretisere, hvornår interesseren fra FC Midtjylland blev bekendt for ham.
- Nu er det sådan, at man efter at have fået fire barn får en smule korttidshukommelse. Det er klart, sådan noget her opstår ikke ud af det blå. Da jeg først begyndte at snakke med menneskerne i og omkring klubben, og jeg har selvfølgelig også gjort min research i forhold til, hvad projektet indebærer, fortæller Mike Tullberg til Campo og den øvrige presse på tirsdagens pressemøde.
Men hvorfor valget faldt på FC Midtjylland, kan den nye cheftræner dog uden problemer sætte ord på.
- Jeg kan godt lide, at man har store armbevægelser, og at man tør at drømme stort. Det har også selv været min filosofi. Jeg har taget nogle meget bevidste valg og fravalg. Her i FC Midtjylland kunne jeg sætte hak i alle boksene og sige, det var det, der skulle til.
Men selvom jobbet i FC Midtjylland har givet Mike Tullberg, hvad han søger som cheftræner, så har det også været svært at tage afsked med Dortmund, fortæller Tullberg.
- Jeg havde et rigtig godt job, og et job, jeg kunne have været i rigtig mange år endnu. Men nu handler det om FC Midtjylland, og jeg er klar til at stå klar ude på træningsbanen, siger den nyslåede FC Midtjylland-træner på pressemødet.

Mike Tullberg overtager jobbet fra Thomas Thomasberg.
Læs mere om Thomasbergs afsked med klubben her:

FC Midtjylland
Borussia Dortmund
Mike Tullberg













