Officielt: Mike Tullberg er ny cheftræner i FC Midtjylland Foto: Daniel Stentz/ FC Midtjylland

Officielt: Mike Tullberg er ny cheftræner i FC Midtjylland

Den offentlig kendt hemmelighed er nu blevet officiel.

Mike Tullberg poserer på MCH Arena i Herning.
Foto: Daniel Stentz/ FC Midtjylland

Helt som ventet bliver det 39-årige Mike Tullberg, der fremover får tøjlerne som cheftræner i FC Midtjylland.

Det har sidste sæsons sølvvindere netop bekræftet.

Den tidligere AGF-angriber kommer til den Jyske Hede fra en stilling som reserveholdstræner i den tyske storklub Borussia Dortmund - en stilling han tiltrådte så sent som i slutningen af april.

FC Midtjylland bekræfter, at klubben har købt Tullberg fri af kontrakten i klubben fra Nordrhein-Westfalen.

Mike Tullberg har fået en kontrakt af fire års varighed i Herning, og han vil senere tirsdag blive officielt præsenteret på et pressemøde fra MCH Arena, hvor Campo er til stede.

Om skiftet fra Dortmund til FC Midtjylland siger Mike Tullberg selv:

– Jeg har haft seks lærerige år i Dortmund, hvor jeg har arbejdet tæt sammen med nogle af de største talenter i Europa. Det var ikke en nem beslutning at forlade klubben, men jeg følte, at tiden var rigtig til at accelerere min karriere. Da muligheden i FC Midtjylland kom, var jeg ikke i tvivl. Her er værdier og ambitioner på linje med mine egne, siger Mike Tullberg og fortsætter:

Mike Tullberg poserer på MCH Arena i Herning.
Foto: Daniel Stentz/ FC Midtjylland

– Jeg tror på, at vi kan forene udviklingen af individuelle spillere med ambitionen om at vinde fodboldkampe. Vi skal være modige og fremadrettede, både med og uden bold, og vi skal turde tage initiativet i kampene. Det handler om at skabe et hold, hvor disciplin og kollektivt arbejde går hånd i hånd med, at de individuelle kvaliteter kan udfolde sig.

Mike Tullberg bliver træner nummer 13 i FC Midtjyllands 26 år lange historie, og han følger dermed i fodsporene på Ove Pedersen, Troels Bech, Erik Rasmussen, Thomas Thomasberg, Allan Kuhn, Glen Riddersholm, Jess Thorup, Kenneth Andersen, Brian Priske, Bo Henriksen, Henrik Jensen og Albert Capellas.

Mike Tullberg starter officielt i sit nye job onsdag, men han må vente hele 11 dage, før han for første gang får lov at stå i spidsen for Superligaens øjeblikkelige toer.

Debuten på sidelinjen kommer til gengæld i Tullbergs fødeby Farum, når FC Midtjylland gæster FC Nordsjælland den 14. september.

Mest læste

Notifications

Notifikationer