Andre kandidater var i spil til FCM-job: Aldrig et fravalg af Thomasberg
FC Midtjylland har fået ny cheftræner i form af Mike Tullberg, der er kommet til fra tyske Borussia Dortmund.

📍 Campo på MCH Arena
FC Midtjylland kunne tirsdag eftermiddag præsentere Mike Tullberg som ny cheftræner i klubben.
Det betød kort inden weekenden, at Thomas Thomasberg blev afskediget som manden i spidsen for holdet hos Ulvene.
Beslutningen har ikke været nem, medgiver sportschef Kristian Bach Bak, men der har, som også udtalt ved fyringen, flere bagvedliggende faktorer, der har været i spil.
- Der er ikke tale om et fravalg af Thomas Thomasberg. Det taler for sig selv, de resultater Thomas har lavet i FC Midtjylland, siger Kristian Bach Bak til den skrevne presse og fortsætter:
- Vi har jo i noget tid kigget på vores udtryk og vores rating, hvor vi føler, vi kunne rykke os og blive en smule mere dominerende i vores pres og vores spil.
- Vi har selvfølgelig kigget efter en trænertype, som vi tror på, kan implementere det på vores hold. Der glæder vi os til at se Mike (Tullberg, red.) komme i aktion, siger FC Midtjyllands sportschef.
I dagene efter Thomasbergs fyring er ordet 'rating' blevet nævnt flere gange, og Bach Bak forklarer, at de er med til at hjælpe en følelsespræget branche.
- Rating er altid et tema, og det er et redskab, vi bruger meget aktivt. Så det er noget, vi altid snakker om. Der er følelser i en fodboldklub, så det er godt, at vi har sådan et redskab.


- Det er ratingen, der har gjort, at vi ville kigge en anden retning i forhold til trænertype. Specielt i forhold til spillestil, men også i forhold til udviklingen af vores unge talenter. Resultater betyder selvfølgelig også noget, men langsigtet er ratingen et godt redskab, siger Kristian Bach Bak til Campo og den øvrige presse.
Kristian Bach Bak fortæller, at det ikke kun var Mike Tullberg, der var i spil til stillingen som cheftræner, men han ønsker ikke at røbe, hvem der ellers har været kandidater.
Efter landskampspausen bliver Mike Tullbergs første opgave som cheftræner i FC Midtjylland mod FC Nordsjælland på Right to Dream Park.
Mike Tullberg fortalte på pressemødet om en hektisk tid, hvor han både er blevet far for fjerde gang og cheftræner for første gang i karrieren.
Læs mere her:

FC Midtjylland
Thomas Thomasberg
Mike Tullberg












