Officielt: Silkeborg henter forstærkning i Kolding
Silkeborg IF har hentet forstærkning i Betinia Ligaen.

Silkeborg IF har oprustet midtbanen.
Således har klubben fra Søhøjlandet netop offentliggjort, at Villads Westh er ny mand på Jysk Park.
Den 21-årige midtbanespiller kommer til klubben på en permanent aftale fra Kolding IF, mens han er blevet udstyret med en aftale, der løber indtil udgangen af 2029.
- Jeg synes, SIF spiller den type fodbold, hvor mine evner passer rigtig godt ind, og derfor synes jeg, det er et godt match. Jeg er en spiller, der løber mange meter, men som samtidig har blik for det offensive.
- Når man spørger rundt omkring, så er det udelukkende gode ting, man hører om Silkeborg IF. Det er en klub, hvor der er styr på tingene, og som virkelig er god til at udvikle spillere. Jeg glæder mig til at blive en del af det miljø både på og uden for træningsbanen, og jeg glæder mig til at komme i gang og bidrage, siger Villads Westh til klubbens hjemmeside.

Villads Westh har spillet samtlige af Koldings kampe i den nye Betinia Liga-sæson, hvor han har været en af de bærende kræfter.
I alt nåede den dynamiske midtbanespiller at spille 58 kampe for klubben med to mål og syv oplæg til følge.
Campo dækker transfervinduet hele vejen frem til luk i nat. Følg med i livebloggen:

Silkeborg IF
Kolding IF












