Steinlein om ny træner: Rygterne skyder nok ikke helt ved siden af
FC Midtjylland har endnu ikke præsenteret sin nye træner, men Claus Steinlein mener, at rygterne nok ikke er helt i hampen.

Fredag aften sprang en regulær bombe i Superligaen.
FC Midtjylland offentliggjorde nemlig, at man har fyret Thomas Thomasberg.
I samme ombæring begyndte rygterne straks at rumstere om, hvem der skulle være den nye træner på Heden, hvor flere medier kunne erfare, at det bliver Mike Tullberg, der tager over for Thomasberg.
Og ifølge Claus Steinlein er det nok ikke helt ved siden af.
- På tirsdag offentliggør vi det, men som regel skyder rygterne nok ikke helt ved siden af, fortæller Claus Steinlein med et grin på læben til TV 2 Sport X.

Lørdag meddelte Borussia Dortmund så også, at man har solgt Mike Tullberg, der har stået i spidsen for klubbens U23-hold, til en unavngiven klub.

Ifølge Sky Sports betaler FC Midtjylland én million euro, hvilket svarer til 7,5 millioner danske kroner for den danske træner, der ser ud til at blive Thomas Thomasbergs arvtager.
Claus Steinlein forklarede også overfor TV 2 Sport X, hvorfor man har valgt at afskedige Thomasberg, der ellers er ubesejret siden april.
- Det, vi har vurderet i FC Midtjylland, er, at Thomasberg har været her i to og et halvt år. Han overtog klubben, da vi lå i nedrykningsspillet. Han har gjort det fremragende. Vi er blevet dansk mester, været to gange i europæisk gruppespil og haft to point i snit.
- Så det er jo ikke et fravalg af Thomasberg, det er et tilvalg af en ny en. Vi tror på, at der hvor vi er som klub nu, så kunne vi godt tænke os at se en ny træner, der kan løfte os til næste niveau, lyder det fra Claus Steinlein.
Søndag aften står Thomas Thomasberg i spidsen for sin sidste kamp som FC Midtjylland-træner. Du kan følge opgøret her:

FC Midtjylland
Thomas Thomasberg













