Her er byerne der danner rammen om dansk EM-bud
Danmark og Sverige har indsendt et officielt bud på EM-værtskabet i 2029.


Når kvindernes EM-slutrunde i 2029 løber af stablen, kan det meget vel foregå på AGF's nye stadion. Eller i Parken. Eller i Odense eller Brøndby.
Dansk Boldspil-Union har nemlig netop meddelt, hvilke byer der danner ramme om Danmarks EM-bud.
I en officielt pressemeddelelse hedder det:
- Danmark og Sverige har i dag officielt indsendt et fælles bud til UEFA om værtskabet for EM i 2029. Det er en historisk satsning på fodbold for piger og kvinder, og samtidig vil det give fire danske værtsbyer og de fire stadions – Parken i København, det nye stadion i Aarhus, Nature Energy Park i Odense og Brøndby Stadion i Brøndby – mulighed for at invitere Europa indenfor til en folkefest, hvor fodbold, fællesskab og festlige rammer med bynære fanområder går hånd i hånd.
Formanden i DBU Jesper Møller har også knyttet en kommentar til EM-buddet, hvor han takker de danske byer, der efter planen skal agere værter for slutrunden.
- Det her bud på EM-værtskabet er resultatet af et stærkt samarbejde på tværs af by- og landegrænser. Der skal lyde en særlig tak til vores danske værtsbyer, København, Odense, Aarhus og Brøndby, samt de mange byer, der har tilbudt sig som basecamps for de deltagende hold, for den store opbakning og energi, de har lagt i buddet.
- Uden deres engagement ville det ikke være muligt at præsentere en så stærk og ambitiøs plan, som vil styrke kvindefodbolden og fællesskabet mange år frem, siger Jesper Møller.
I pressemeddelelses kan man også læse de forskellige borgmestres begrundelser for buddet. Dem kan du læse her.
Tidligere på dagen kom det frem, at landsholdspilleren Nadia Nadim skifter hjem til Danmark efter mange år i udlandet. Det kan du læse mere om her.

Danmark
Sverige
Kvindelandsholdet












