Bekræftet: Mattsson helt ude med skrækskade Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Bekræftet: Mattsson helt ude med skrækskade

F.C. København bekræfter torsdag, at midtbaneprofilen har pådraget sig en alvorlig skade.

Magnus Mattsson i smerte i Parken.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Puha.

Onsdag var en glædens dag for de fleste i F.C. København, der sikrede sig sin tredje deltagelse i Champions League i løbet af de seneste fire år.

Men for Magnus Mattsson blev det alt andet end en fest.

Undervejs i kampen røg han nemlig i græsset med det, der åbenlyst var en alvorlig knæskade.

Torsdag eftermiddag har FCK nu selv bekræftet skadens alvor i en udmelding på klubbens egen hjemmeside.

Her fremgår det, at den dynamiske midtbanespiller allerede nu har spillet sæsonens sidste kamp.

Han er nemlig minimum ude i resten af sæsonen, oplyses det.

Selve skaden beskrives ikke nærmere.

- Magnus har været en absolut nøglespiller i starten af sæsonen, både nationalt og internationalt.

- Han har leveret stærke præstationer både fra start, og når han er kommet ind fra bænken, og han har leveret mål og assist. Hans dynamik og med høje kreativitet har hjulpet på den centrale midtbane, og det er kommet til udtryk i de store kampe som hjemmekampene mod Malmö FF og FC Basel.

- Vi er derfor ærgerlige på egne vegne over ikke at kunne gøre brug af Magnus i forhold til vores sportslige målsætninger, men det gør endnu mere ondt at tænke på, at Magnus mister muligheden for at være en del af en meget spændende sæson.

Magnus Mattsson i smerte i Parken.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

- Vi ved, at vores sundhedstab kommer til at arbejde hårdt for at få Magnus tilbage blandt sine holdkammerater, så både de og fans kan se ham spillere flere store kampe for F.C. København, siger cheftræner Jacob Neestrup.

26-årige Magnus Mattsson nåede altså blot at notere sig for 11 kampe i denne sæson.

Det kastede fem scoringer og et enkelt oplæg af sig.

Mest læste

Notifications

Notifikationer