Gode venner igen: Silkeborg genoptager samarbejdet med aktive fans
Silkeborg IF og de stemningsskabende fans er på god fod igen.

Der er god stemning i luften i Silkeborg.
Onsdag aften oplyser Silkeborg IF nemlig, at man har genoptaget samarbejdet med den aktive fanscene.
Det gælder Ultras Drewsen, Stoltheden og de øvrige aktører.
Det genoptagede samarbejde vækker tilfredshed i Silkeborg IF, oplyses det.
- Beslutningen er truffet efter grundige drøftelser i løbet af sommeren, og nu har parterne fundet en løsning, hvorpå vi igen kan samarbejde om at skabe den bedste kulisse omkring Silkeborg IF’s kampe med respekt for lovgivningen og de gældende regelsæt.

Løsningen har blandt andet været en aftale mellem parterne. SIF er således gået med til at gøre nogle af karantænerne til de aktive fans betingede - men karantænernes længder er fortsat de samme, understreges det.
- Det betyder, at enkelte karantæneramte kommer tilbage på stadion til nytår, mens det store flertal får adgang til SIF’s kampe igen til sommer, under forudsætning af at der ikke i stemningsafsnittet såvel ude som hjemme, foregår ulovligheder eller overtrædelser af regelsættet i den resterende del af indeværende sæson.
- Både klubben og alle aktørerne på den stemningsskabende fanscene i Søhøjlandet ser nu frem til at samarbejde om at skabe de bedste rammer til Silkeborg IF’s kampe.
Første mulighed for at vise det "nye" samarbejde frem er allerede søndag, når Sønderjyske gæster JYSK Park.
Silkeborg IF












