Daniel Wass holder med både FCK og FCM: Betyder meget for mig, klubben og Danmark
Fjendskabet klubberne imellem er for en stund lagt til side.

📍Campo i Brøndby
I Brøndby er de ikke vilde med F.C. København. I København kan de ikke lide FC Midtjylland, og midtjyderne bryder sig ikke om Brøndby IF.
Alle følelserne er i øvrigt gengældt.
Superliga-fjendskabet er for en stund lagt til side onsdag og torsdag, når de tre klubber alle kan sikre sig deltagelse i de europæiske turneringer.
Sådan er det i hvert fald hos Brøndbys Daniel Wass, der ærligt indrømmer, at han i midtugen holder med de normale konkurrenter, når F.C. København møder Basel og FC Midtjylland møder finske KuPS.
- Selvfølgelig gør jeg det, siger Daniel Wass til Campo og uddyber:
- Både for mig personligt, for klubben og for Danmark vil det betyde rigtig meget (hvis Brøndby IF kvalificerer sig, red.), og forhåbentlig får vi alle tre hold med i Europa, lyder det fra Daniel Wass.
For fremtidige kvalifikationer er det vigtigt, at Danmark skraber så mange koefficientpoint sammen som muligt, og her er det altså mindre betydende, hvilke hold, der får pointene. I sidste ende vil europæisk succes til F.C. København og FC Midtjylland altså potentielt give Brøndby langt nemmere adgang til det forjættede europæiske land.
Forud for torsdagens returopgør mod franske Strasbourg var midtbanespilleren den eneste Brøndby-spiller, der blev interviewet af den franske presse efter onsdagens træning.

Det vidner om det aftryk Wass fra 2011 til 2015 satte på den franske Ligue 1 med sit ophold i klubben Evian, og han er ikke i tvivl om, hvad han og hans nuværende holdkammerater skal tage med sig fra 0-0-kampen i Frankrig for en uge siden.
- Vi skal i hvert fald komme ud med noget energi fra starten af. Bruge energien fra stadion, og så skal vi score.
- Vi kan bruge det udtryk, vi kom ud med som hold. Vi skal være bedre på bolden, også i det fremadrettede spil, og så skal vi score på de chancer, vi får, lyder det fra Wass.
Brøndby tager imod RC Strasbourg torsdag klokken 20:00 på Brøndby Stadion. Vinderen af kampen kvalificerer sig til gruppespillet i Conference League.

Daniel Wass
F.C. København
FC Midtjylland
Brøndby IF












