Steinlein ikke meget for at sige det: Sgu nok vores bedste og største signing
Claus Steinlein kunne ikke undgå at erklære Philip Billing for FC Midtjyllands største signing nogensinde.

Over 150 Premier League-kampe, fem A-landskampe og et italiensk mesterskab på CV'et.
Og så er han bare 29 år.
Philip Billing blev tidligere tirsdag præsenteret som ny spiller i FC Midtjylland.
Allerede forud for skiftet har man kunnet fornemme, at det er en af den slags transfers, der går over i dansk fodbolds historie.
Onsdag eftermiddag blev der afviklet pressemøde i Herning, hvor FC Midtjyllands administrerende direktør ,Christian Steinlein, sad klar ved siden af Philip Billing.
Det gav anledning til at finde ud af, hvor stor en transfer der egentlig er tale om på den jyske hede - fra klubbens eget synspunkt:
- For mig er det en af de helt store. Vi har hentet mange flotte spillere, men det her er next level. Det kan jeg se på de SMS'er, jeg får fra andre, og når jeg selv mærker efter.
- Hvis ikke det er den største, så er det stadig på et helt nyt niveau, som også er det vi rækker ud efter i FC Midtjylland. Og det er her næste niveau, både når man tager alder og CV i betragtning, siger Claus Steinlein og indrømmer til sidst:
- Jeg er ikke meget for at sige det, men det er sgu nok det bedste og største, vi har signet, lyder det med et glimt i øjet fra FCM-direktøren.

Philip Billing er altså den største transfer i FC Midtjyllands historie - men hvor rangerer den så på Superliga-niveau?
- Det er heldigvis andre, der skal vurdere, om det er den største. Men det er et kæmpe ryk i at vise omverdenen, at de ambitioner, vi går og snakker om, dem forsøger vi også at leve op til.
- Men bare det, at vi i FC Midtjylland har købt en spiller (som sammenlignes med, red.) så store navne som [Brian] Laudrup og [Jesper] Grønkjær.. Om det så er ét, to eller tre - bare det, at man bliver nævnt i den rækkefølge fortæller noget om, hvor stor en signing det her er.
Billing har underskrevet en femårig kontrakt med FC Midtjylland, der binder ham i det midtjyske frem til sommeren 2030.
FC Midtjylland
Philip Billing












