Divisionsforeningen: Kampfrie weekender ikke begrænset af kommercielle aftaler
Skulle klubberne ønske at sikre kampfrie weekender for sine hold og cheftrænere, er der ikke kommercielt set noget i vejen for det.

Som Campo kunne fortælle i går, har F.C. København og FC Midtjylland ikke aktivt forsøgt at få reglerne omkring kampplanlægningen i Danmark ændret.
F.C. Københavns cheftræner Jacob Neestrup har gentagne gange kritiseret datoplanen og kampprogrammet i 3F Superligaen, hvor han efterlyser muligheden for at have kampfrie weekender for de danske hold, der skal forsøge at kvalificere sig til gruppespillet i de europæiske ligaer.
Og altså også Thomas Thomasberg fra FC Midtjylland har efterlyst bedre forhold for klubberne, der spiller europæisk.
Noget tyder dog på, at de to klubber måske skulle sætte sig ned og komme med et løsningsforslag til resten af de danske klubber, der som bekendt er organiseret i brancheforeningen Divisionsforeningen.
Her hedder direktøren Claus Thomsen, og han ønsker ikke at kommentere på kritikken fra de to cheftrænere, men forklarer i stedet for mulighederne for at få lavet reglerne om.
- Der er mange ting, der skal tages hensyn til i Danmark, herunder hvordan vores turnering vender og sådan noget som klimaet. Og det er ikke nemt at planlægge datoplanen, vil jeg gerne sige, forklarer han og fortsætter:

- Men det er ikke kommercielle aftaler som begrænser tilrettelæggelsen af datoplanen. Aftalemæssigt er det ikke et problem. Der vil selvfølgelig altid være lidt, der skal rettes til, men grundlæggende er det klubberne, der tilsammen beslutter det, siger Claus Thomsen mandag til Campo på spørgsmålet om, hvor svært eller hvor nemt det er at flytte en kamp ud af en runde.
Klubbernes kritik af kampprogrammet
Superligaens kampprogram har fået kritik fra flere sider gennem de seneste år. Læs nogle af citaterne her.
Jacob Neestrup, 8. november 2024:
-Jeg synes, vi skyder os selv i foden i dansk fodbold. Havde vi spillet den kamp mod Silkeborg søndag og fået de samme skader, var der flere spillere, som havde rendt rundt inde på den bane.
Til bold.dk
Jacob Neestrup, 1. august 2025:
– På et eller andet tidspunkt går gassen af ballonen. De andre klubber i de ligaer, vi sammenligner os med, får et break eller to i kvalifikationen for tiden. Det kan vi ikke være tjent med mod de ligaer, vi konkurrerer lige op med.
Til Campo og den skrevne presse.
Jacob Lauesen, 6. august 2025:
- Set fra vores perspektiv, så har rigtig mange af de lande, vi sammenligner os med, givet deres kampprogram et serviceeftersyn over de seneste år (...). Vi synes det er et selvmål, at man ikke gør det her.
Til Viaplay Sport News.
Thomas Thomasberg, 10. august 2025:
– Jeg står stadigvæk ved, at selvfølgelig skal vi kigge på det for at give de danske hold de bedste betingelser i Europa, fordi selvfølgelig er det hårdt, og nu har jeg været med til det de sidste to år.
– Jeg skal ikke svare på andre klubbers vegne, så jeg kan bare konstatere, at i forhold til på dansk fodbolds vegne, og selvfølgelig når vi står i det, så vil det være rart at kunne have et lille afbræk.
- For det første kræver det jo plads i kalenderen, og så kræver det, at der er opbakning til hele vejen rundt. I forhold til tilrettelæggelse af datoplanen, starter vi i august og slutter i januar. Og der skal vi også koordinere med UEFA’s datoplan og i forhold til kval-kampene, så der er jo en række hensyn, der vejes op mod hinanden. Til sidst er det så turneringsadministrationen, der tager den endelig beslutning, og sådan skal det også være. Men klubberne er jo inddraget hele vejen i processen, forklarer direktøren.
Holder øje med andre lande
Et af kritikpunkterne fra især Jacob Neestrup går på, at andre lande har bedre fordele.
- På et eller andet tidspunkt går gassen af ballonen. De andre klubber i de ligaer, vi sammenligner os med, får et break eller to i kvalifikationen for tiden. Det kan vi ikke være tjent med mod de ligaer, vi konkurrerer lige op med, sagde Jacob Neestrup den 1. august i år til pressen.
I Polen, hvor Silkeborg IF har været på besøg i denne sommers kvalifikationsrunder, har klubberne eksempelvis ret til at udsætte en kamp fra en spillerunde til et senere tidspunkt, mens der i Norge og Sverige opleves en stor forståelse hos de mindre klubber i ligaen samt et mindre presset kampprogram i august måned.
Hvad tænker du om de modeller, der er i lande som Norge, Sverige og Polen, hvor man kan få en kampfri weekend, hvis man kommer til kvalrunde 3 – kigger I på om en sådan model kan indføres i Danmark?
- Rent professionelt interesserer vi os jo for det. Der er flere modeller, hvor nogle af dem har fri mellem Play Off. Norge er nok den mest liberale model, men i Norge og Sverige har de også en bedre kalender at gøre det i, fordi de har færre kampe i deres kalender, og så fordi de spiller sommerturnering. De spiller jo oftest i juni og juli, hvor der er ikke så meget andet planlagt i de måneder, så det giver flere hverdagsrunder til rådighed senere på året, siger Claus Thomsen.
- Det er altid et spørgsmål om prioritering. Den løsning, klubberne (i Danmark, red.) har valgt indtil nu, er jo, at man før kvalrunde 3 og i den afgørende Play Off-runde har ret til fire nætters hvile i stedet for tre. Det er jo den løsning man valgt i Danmark, slutter Claus Thomsen.
Du kan læse Campos sag fra søndag herunder:

F.C. København
FC Midtjylland
Jacob Neestrup
Thomas Thomasberg












