Hurtigt overblik: De danske klubbers sidste modstandere i Europa-jagten Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hurtigt overblik: De danske klubbers sidste modstandere i Europa-jagten

F.C. København, FC Midtjylland og Brøndby IF jagter alle den europæiske drøm.

Brøndby IF's spillere jubler.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sikke en omgang.

F.C. København lammetævede Malmö FF i Parken, FC Midtjylland vandt sikkert og komfortabelt både ude og hjemme mod Frederikstad og Brøndby IF diskede op med et monstercomeback mod Vikingur hjemme på Brøndby Stadion.

Og alle tre er de nu klar til den sidste udfordring, inden der står Champions League, Europa League eller Conference League på menuen.

Kun Silkeborg IF knækkede nakken i den næstsidste kvalifikationsrunde. Til trods for et comeback var 2-2-resultatet ude mod polske Jagiellonia Białystok ikke nok.

Nedenfor får du et kort overblik over, hvordan de tre resterende danske klubber finder vej til de europæiske turneringer.

F.C. København
FCK ramler sammen med schweiziske Basel i playoff-runden. Ender det med en samlet sejr står den på deltagelse i Champions League. Ender det med nederlag står den i stedet på Europa League.

FCK starter ude onsdag den 20. august, inden returopgøret spilles en uge senere i Parken.

FC Midtjylland
FCM skal op mod finsk modstand i form af sidste sæsons finske mester, KuPS. Ender det med samlet sejr står den på deltagelse i Europa League. Samlet nederlag betyder deltagelse i Conference League.

FCM starter hjemme i Herning torsdag den 21. august, inden returopgøret spilles i Finland en uge senere.

Brøndby IF
Brøndby skal på en svær opgave mod franske Strasbourg. En samlet sejr giver adgang til Conference League, mens nederlag er lig med farvel og tak til europæisk fodbold for denne omgang.

Brøndby starter ude mod Ligue 1-klubben den 21. august, inden returopgøret spilles på Brøndby Stadion en uge senere.

Vikingur-dansker om Bischoffs stempling: Det var med vilje

Mest læste

Notifications

Notifikationer