Midtjylland sender ung midtstopper til Hobro Foto: Dannie Rosenkrantz / Hobro IK

Midtjylland sender ung midtstopper til Hobro

FC Midtjylland sender den 19-årige forsvarspiller Gustav Bjerge til Hobro på et lejeophold.

Foto: Dannie Rosenkrantz / Hobro IK

Hobro IK har i sikret sig tilgang af 19-årige Gustav Bjerge. Forsvarsspilleren kommer til på en lejeaftale fra FC Midtjylland, der gælder resten af den indeværende sæson.

I Hobro glæder man sig over tilgangen af det unge forsvarstalent:

- Gustav er et kæmpe talent og en stærk tilgang til vores trup. Grundet skader og afgange i vores bagkæde har vi numerisk været tyndt besat, hvorfor jeg glæder mig over tilgangen af Gustav, der kommer til at styrke os på netop disse positioner.

- Vi har før haft god succes med at leje i FC Midtjylland, og vi håber, at vi kan lave en lignende case, som vi gjorde med Victor Bak, siger Hobros sportschef Lars Justesen.

I Midtjylland anser man Gustav Bjerge for at være et stort forsvarstalent og blev sidste sæson kåret til årets udviklingsspiller på det midtjyske akademi.

– Gustav er et stort talent med stærke duelkompetencer, spilforståelse og et markant lederpotentiale. Han har brug for mange minutter på banen for at tage næste skridt, og det får han muligheden for på et godt niveau i Hobro. Hans personlighed og tilgang til spillet afspejler i høj grad de værdier, vi står for i FC Midtjylland, siger sportschef Kristian Bach Bak.

Foto: Dannie Rosenkrantz / Hobro IK

Gustav Bjerge har i de tre forgangne sæsoner været med til at vinde U19-ligaen med FC Midtjylland, hvor han i sidste sæson bar anførerbindet. Hans kontrakt i FC Midtjylland løber til 2029, efter han forlængede med FCM sidste sommer.

Ingen af de to klubber nævner noget om en købsoption i lejeaftalen.

Han får trøjenummer 15 i den nordjyske klub.

Mest læste

Notifications

Notifikationer