Thomasberg deler Neestrups bekymringer: Vi vil løbe ind i skader
FC Midtjylland måtte endnu engang nøjes med et point i 3F Superligaen efter et flot comeback af oprykkerne fra FC Fredericia.

FC Midtjylland løb ind i et nyt pointtab søndag eftermiddag, da oprykkerne fra FC Fredericia kom på besøg, og trods en midtjysk 3-1-føring fik hevet 3-3 med hjem til fæstningsbyen.
Det var midtjydernes syvende kamp på 20 dage, og det stramme kampprogram ser ikke ud til at få en ende lige foreløbigt - i hvert fald ikke, hvis FC Midtjylland lykkes med at spille sig videre til et europæisk gruppespil.
Netop de danske klubber i Europas kampprogram har været til debat de seneste uger, da dansk fodbold hører til fåtallet, der ikke tager særlig højde for klubbernes midtuge kampe i diverse kvalifikationer.
Senest var F.C. Købehavns cheftræner, Jacob Neestrup, ude med en kritik af det stramme kampprogram, da Elias Achouri måtte udgå med en skade i Parken mod AGF.
Den kritik er Thomas Thomasberg enig i, fortæller han efter kampen mod FC Fredericia.
- Jamen, det ved vi. Desto flere kampe du spiller, desto større er risikoen for, at du ender med at få nogle skader, siger Thomas Thomasberg til Campo og den skrevne presse, inden han igen sætter fokus på debattens kerne.
- Jeg står stadigvæk ved, at selvfølgelig skal vi kigge på det for at give de danske hold de bedste betingelser i Europa, fordi selvfølgelig er det hårdt, og nu har jeg været med til det de sidste to år.

- Så kan man sige, er dét det, der koster point det ene eller det andet sted?Jamen selvfølgelig, når du skal være klar hver eneste gang med så kort mellemrum her, så er du selvfølgelig lidt på overarbejde. Så det ville være bedre, at der var et lille afbræk på et eller andet tidspunkt.
Sportschef i FC Midtjylland, Kristian Bach Bak, fortalte tidligere på ugen til Sort Snak, at klubben arbejder aktivt på at få kampfrie weekender indført, når de danske hold jagter europæisk fodbold.
Det skulle dog ikke være samtlige Superliga-klubber, der er enige med FCM og FCK, der har spillet europæisk fodbold de seneste ti ud af ti sæsoner.
Thomasberg håber dog fortsat, at de andre klubber melder sig ind i kampen - ikke mindst for dansk fodbolds skyld.

- Jeg skal ikke svare på andre klubbers vegne, så jeg kan bare konstatere, at i forhold til på dansk fodbolds vegne, og selvfølgelig når vi står i det, så vil det være rart at kunne have et lille afbræk.
- Der er vel også en formentlig en grund til, at de gør det i en del andre lande og har de muligheder. Så de har jo kunnet blive enige om det, siger Thomas Thomasberg.
Jacob Neestrup var som skrevet også ude med riven over det tætte kampprogram, som de danske klubber i Europa, befinder sig i.
Læs mere her:

FC Midtjylland
FC Fredericia
Thomas Thomasberg













