Silkeborg belønner ungdomslandsholdsspiller med ny aftale
Silkeborg IF og det 17-årige talent har nu papir på hinanden de næste tre år.

Silkeborg IF har en ung mand til fremtiden på plads.
Holdet fra Søhøjlandet har nemlig udstyret den blot 17-årige William Løkke Møller med en treårig aftale. Det oplyser Silkeborg på sin hjemmeside.
Den unge forsvarsspiller har spillet ungdomsfodbold i Silkeborg de sidste tre år, og Superliga-klubben har stor tro på danskeren, der har været inde over både Danmarks U16- og U17-landshold.
– William har nogle tydelige spidskompetencer i at sætte vores positionsspil fra de bagerste geledder. Han er rolig på bolden, hvilket nok ikke kommer bag på nogen, at det er egenskaber, som vi værdsætter i vores klub.
- Derudover er William forudseende i duel-spillet og er i gang med at få den hårdhed, som gode stoppere har, fortæller Silkeborg IF's talentchef, Peter Hansen, til klubbens hjemmeside.
SIF-talentet fortsætter i første omgang med at spille i ungdomsregi i klubben, men i den nye aftale er der en klar plan for den unge danskers fremtid i klubben.
I kontraktens tredje år er Løkke Møller således med i førsteholdstruppen på fuldtid.

– Med aftalen får William gode betingelser for at opnå vores fælles mål, som er at spille kampe på SIF’s 3F Superliga-hold. Han skal fortsætte med at levere til træning og i kampe – og så er vejen for William, lig tidligere eksempler, at imponere trænerne i henholdsvis U19 og A-truppen.
- Når William har fået sin studentereksamen, så skifter han status til fuldtidsprofessionel – men han må da meget gerne spille 3F Superligakampe noget før – men det er mest op til William selv at bevise, lyder det fra talentchefen.
William Løkke Møller kom til Silkeborg fra Grundfør Ungdoms- og Idrætsforening.
Silkeborg skal i denne uge spille returopgøret mod Jagiellonia Bialystok. Læs her, hvor det opgør, samt de øvrige europæiske kampe med danske hold, kan ses:

Silkeborg IF












