Uskarpe Silkeborg taber til drønkyniske polakker
Silkeborg havde gode chancer for et snuppe et godt resultat, men måtte i sidste ende se sig slået i Conference League-kvalifikationen.

📍 Campo på JYSK Park
Der var dømt Europa-aften torsdag på JYSK Park, hvor Silkeborg IF tog imod polske Jagiellonia Bialystok i Conference Leagues tredje kvalifikationsrunde.
Her vadede Silkeborg i chancer, men holdet fra Søhøjlandet kæmpede endnu engang gevaldigt med at omsætte til mål.
Det gjorde gæsterne fra Polen ikke, og derfor kunne de rejse hjem med en 1-0-sejr inden næste uges returopgør.
Silkeborg tegnede sig ellers for kampens første store chance, da Leonel Montano spillede Callum McCowatt fri i feltet, men newzealenerens skud gik stolpe ud.
Symptomatisk for Silkeborgs starts på sæsonen blev chancerne i den anden ende netop omsat til mål.
Danske Louka Prip, der startede inde for Jagiellonia, svingede et hjørnespark ind, og her mødte stopperen Bernardo Vital bolden.
Portugiseren sendte bolden i kassen uden de store problemer og sikrede gæsterne en vital føring på JYSK Park.
Prip var ikke langt fra at fordoble føringen et par minutter senere, men den tidligere Superliga-profils frispark blev pareret af Nicolai Larsen.

Herefter var det Jens Martin Gammelby til at komme tæt på en scoring, men den offensive back ramte ikke bolden rent og skuddet gik snært forbi stolpen.
Silkeborgs dominans fortsatte halvlegen ud, men kort inde i anden halvleg var det ved at gå helt galt for Silkeborg.
Robin Østrøm mistimede en aflevering og sendte Jagiellonias Afimico Pululu afsted mod mål, og så måtte Nicolai Larsen endnu engang redde kastanjerne ud af ilden.


Kent Nielsens tropper kæmpede med at score de helt store chancer i de sidste 45 minutter, mens polakkerne, der var tættere på 2-0 end 1-1, allerede var vældigt tilfredse med stillingen på måltavlen.
Derfor skal Silkeborg en tur til Polen for at hente et stort resultat, hvis drømmene om et europæisk gruppespil skal have lov at leve videre.
Returopgøret mellem Silkeborg IF og Jagiellonia bliver spillet på næste torsdag med kampstart klokken 20.15.
Den samlede vinder skal møde kroatiske Hajduk Split eller albanske Dinamo City i playoffrunden om en plads i Conference League-ligaspillet.
Forud for opgøret talte Campo med Louka Prip, der var med til at gøre ondt på Silkeborg torsdag aften.
Læs mere her:

Silkeborg IF













