Putros forklarer Chilufyas røde kort mod AGF
Sandi Putros kalder blandt andet hændelsen for “i alvorlig grad utilladeligt”.

Da AGF og FC Midtjylland søndag spillede 0-0, var det i størstedelen af kampen med 21 spillere på banen.
Med lidt mindre end en halv time spillet blev midtjydernes Edward Chilufya nemlig udvist for en forseelse begået mod Kristian Arnstad.
FCM-cheftræner Thomas Thomasberg gav siden udtryk for, at det røde kort burde være blevet i lommen på dommer Sandi Putros.
Det mener Sandi Putros dog ikke selv. Det forklarer han overfor TV 2 Sport.
- Under kampen vurderede jeg, at FCM-spilleren i høj fart sprang ukontrolleret ind i en duel om bolden.
- Det skete med strakt ben og knopperne forrest, som ramte AGF-spilleren på skinnebenet, hvilket udsatte AGF-spilleren for fare, hvorfor han blev udvist for spil, som i alvorlig grad er utilladeligt. VAR gennemså situationen og bekræftede dommerteamets kald på banen, lyder svaret.
AGF fik som konsekvens af det tidlige overtal et spillemæssigt overtag i opgøret.
Det førte dog ikke til en sejr og tre point. Opgøret endte nemlig 0-0.

FC Midtjylland
AGF












