Officielt: Viborg vinder kampen om eftertragtet EfB-angriber
Tim Freriks har bevist sit værd i landets næstbedste række og er nu klar til Superligaen.

Viborg FF har fået lappet hullet i angrebet.
Den grønklædte Superliga-klub meddeler således mandag eftermiddag, at man har hentet 26-årige Tim Freriks i Esbjerg fB.
Esbjergs topscorer fra den forgangne sæson har haft flere bejlere i transfervinduet, hvor et skifte til AC Horsens også har været på tale.
Men det blev altså i sidste ende Viborg FF, der løb med den hollandske angriber.
Her han han skrevet under på en aftale, der løber frem til sommeren 2028.
Og han passer som hånd i handske, mener sportschef i Viborg FF, Mads Agesen.
- Tim har den angriber-profil, der passer godt ind i Viborg FF. Han er en stor, stærk 9’er, som er god med ryggen mod mål og samtidig har fin fart.
- Tim har i hele sin karriere vist evnen til at lave mål og placere sig de rigtige steder i feltet, og det tror vi på, at han kan fortsætte med på et højere niveau hos os, siger Mads Agesen.
Freriks udtrykker også selv stor tilfredshed med at skifte til Superliga-klubben.
-Jeg er meget glad, spændt og jeg kan ikke vente med at starte her. Jeg har hørt mange gode ting om Viborg FF, som har vist i mange år, at det er en god, stabil klub i Superligaen med et rigtig spændende projekt.

- Det er et stort skridt i min karriere, og jeg glæder mig til at fortsætte min udvikling her, siger Tim Freriks til klubbens hjemmeside.
Tim Freriks skal spille i nummer ni for Viborg FF.

Viborg FF
Esbjerg fB












