Udvisning frustrerer Thomas Thomasberg: Det skal være lige for alle
FC Midtjylland i undertal måtte slide for et point i Aarhus.

📍 Campo på Ceres Park Vejlby
FC Midtjylland kom med næb og klør fra Ceres Park Vejlby med et enkelt point mod AGF.
Det gjorde Ulvene på trods af, at de måtte spille godt 70 minutter i undertal efter en udvisning til Edward Chilufya, der kom for sent i en tackling og strejfede AGF's Kristian Arnstad med knopperne op af knæet.
Dagens dommer Sandi Putros var ikke i tvivl. Tacklingen blev takseret med et rødt kort.
Men det var FCM-lejren, og særligt Thomas Thomasberg, ikke enige med.
- Det er ekstremt hårdt dømt. Jeg ved ikke, hvor mange der sad med en følelse af, at det her var et rødt kort. Jeg får nærmest et chok, da han rykker det røde kort op. Jeg var rent faktisk i tvivl, om vi fik et frispark.
- Når jeg ser den igen, kan jeg godt se, at den kan give et gult kort, men det er jo minimal berøring. Det er jo ikke noget med, at Chili [Edward Chilufya] stempler ham eller noget, siger Thomas Thomasberg til Campo og den skrevne presse efter remisen i Aarhus..
Udvisningen får også FC Midtjylland-træneren til at efterlyse større genkendelighed, når det kommer til kendelser som den, der kostede hans hold mere end en time i undertal.

- Uge efter uge står vi jo her og taler om, at det skal være klart og tydeligt. Men det er jo ikke klart eller tydeligt. Det er jo også det, der er det exceptionelle ved VAR, hvis det fungerer efter henseende.
- Hvis det er det her, de vil have skal være et rødt kort, og de er enige om det, så har jeg ikke noget problem med det. Men så skal det jo gøres hver eneste kamp, siger en lettere frustreret Thomas Thomasberg, der dog også udviser glæde ved, at holdet fik det ene point med fra Aarhus.

Med det ene point er FC Midtjylland fortsat uden nederlag i Superligaen, hvor holdet har fem point efter de første tre spillerunder.
Næste opgave for FC Midtjylland er en tur til Norge, hvor Fredrikstad venter i tredje kvalifikationsrunde af Europa League.
Læs mere om det her:

FC Midtjylland
AGF
Thomas Thomasberg













