FCM-stjerne blev ude mod AGF: Vil beholde alle vores dygtige spillere
FC Midtjyllands velsagtens varmeste navn blev på bænken mod AGF. Cheftræner Thomas Thomasberg håber på, at klubben kan holde på Franculino.

📍 Campo på Ceres Park Vejlby
Det er ikke for sjovt, at han bliver kaldt 'Farlige Franculino'.
Med en kæk reference til FC Midtjyllands alle tiders målscorer, 'Farlige' Frank Kristensen, har Franculino efterhånden gjort sig selv til en ganske stor aktie i det midtjyske.
Med fem mål i de første to kampe i Superligaen har angriberen fra Guinea- Bissau allerede vist sig flot frem, men søndag eftermiddag på Ceres Park Vejlby måtte Franculino se til fra bænken, mens holdet spillede 0-0 mod AGF.
Ifølge Campos oplysninger har Everton været på lægterne flere gange - senest torsdag i Edinburgh mod Hibernian - for at se nærmere på Franculino Djú.
Cheftræner Thomas Thomasberg holder sig som udgangspunkt fra at tale om rygter, og det er også tilfældet, når det gælder brandvarme Franculino.
- Selvfølgelig ser jeg gerne, at han er til rådighed i efteråret for os. Det ser jeg gerne med alle vores dygtige spillere. Som udgangspunkt har vi mange dygtige spillere, der er attraktive for andre klubber.

- Ledelsen ved godt, hvad jeg gerne vil have, når det kommer til truppen, men i forhold til, om der lige pludselig kommer et bud fra den ene eller en anden klub, det holder jeg mig væk fra. Jeg arbejder med dem, jeg har til rådighed, og de skal holde fokus på det, der venter os, siger Thomas Thomasberg til Campo og de øvrige skrevne medier efter 0-0-kampen mod AGF.
Franculino kom til FC Midtjylland i sommeren 2023, hvor han blev hentet på en fri transfer fra portugisiske Benfica.

Nu ser FC Midtjylland ud til at kunne lave en stor, stor handel på den 21-årige angriber.
Der er angiveligt både interesse fra England, Tyskland og Italien på Franculino.
Læs mere her:

Thomas Thomasberg
Franculino Djú
FC Midtjylland
AGF












