Diktators oldebarn er Serie A-klar: Fokus på fodbold – ikke efternavn
I den kommende sæson i Serie A vil et markant efternavn i de italienske historiebøger kunne få debut i landets bedste række.

Med mindre man er kæmpe stor fan af italiensk fodbold, er Romano Floriani Mussolini næppe et navn, der vækker genklang.
Men efternavnet ringer nok en klokke for de fleste, og den er altså god nok.
Romano Floriani Mussolini er oldebarn til den tidligere italienske diktator Benito Mussolini.
Den unge mand på 22 år med det opsigtsvækkende efternavn er i den kommende sæson på lån hos Serie A-holdet Cremonese og forventes dermed snart at kunne debutere i den bedste italienske række.
Men det tunge familienavn skal ikke overskygge hans spil på banen, understrede Romano Floriani Mussolini, da han onsdag blev præsenteret i Cremonese.
- Mit efternavn har aldrig givet mig problemer, og efter min mening gælder det, at jo mindre der bliver sagt om det, jo bedre.
- Jeg er her for at udfolde mig banen - intet andet. Jeg er her for at spille fodbold, sagde Mussolini ifølge det italienske nyhedsbureau Ansa.

Mussolini, altså fodboldspilleren, tilbragte sidste sæson hos Juve Stabia i Serie B. Lazio ejer den 22-årige højre back, men Mussolini har aldrig fået en førsteholdskamp for klubben.
Før Mussolini kom til Lazio spillede han for Romas talentakademi.
I lejeaftalen med Lazio har Cremonese sikret sig en købsoption, skriver Ansa.

Lazio
Cremonese












