Medie: Italiensk danskerklub jagter FCM-stjerne
FC Midtjylland kan meget vel vinke farvel til en af sine stjerner, før transfervinduet smækker i.

Europas fodboldelite har i den grad slået øjnene op for FC Midtjylland.
Således er der også stigende interesse for Ulvenes stjerner, og dette transfervindue er ingen undtagelse.
Ifølge GOAL.pl er Serie A-klubben Udinese, der også råder over danske Thomas 'TK' Kristensen, nemlig meget interesseret i en af Thomas Thomasbergs offensive esser.
Der er tale om Adam Buksa, som angiveligt kan være på vej væk fra MCH Arena.
Mediet mener at vide, at Udineses interesse er så stærk, at der snart må forventes forhandlinger imellem italienerne og FC Midtjylland. Angiveligt pågår der dog ingen forhandlinger i skrivende stund.

Udinese står endda og mangler en angriber, da klubben tidligere på transfervinduet har sendt sin topscorer Lorenzo Lucca til Napoli.
Tilmed deler Adam Buksa og Udineses cheftræner, Kosta Runjaic, en fælles fortid i den polske Ekstraklaasa-klub, Pogon Szczecin.
Den polske landsholdsspiller kom til FC Midtjylland sidste sommer fra Ligue 1-klubben RC Lens.
Siden er det blevet til 40 kampe, 16 scoringer og to oplæg for FCM.
Adam Buksa har kontrakt med klubben frem til sommeren 2028.
FC Midtjylland
Udinese












