Nedsablet på Brøndby Stadion: Stod i kø for ikke at spille godt Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Nedsablet på Brøndby Stadion: Stod i kø for ikke at spille godt

Kent Nielsen var ikke tilfreds med det, han så fra sit mandskab i søndagens nederlag på Brøndby Stadion, hvor der ikke var meget, der lykkedes for Silkeborg-mandskabet.

Kent Nielsen på Brøndby Stadion
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Brøndby IF
t t u t v
3 : 0
1.63
xG
0.60
Slut
Silkeborg IF
v v t t v
F. Bundgaard
23'
F. Bundgaard
61'
Nicolai Vallys
86'

Der var ikke meget, der gik silkeborggensernes vej i søndagens sæsonpremiere mod et velspillende Brøndby-mandskab på Brøndby Stadion.

Sidst de to ellers mødtes i slutfasen af sidste sæson endte det med Silkeborg som triumferende sejrsherre over to semifinaleopgør i den danske pokalturnering.

Efterfølgende fulgte en række skuffende præstationer for Frederik Birks Brøndby, som trods alt formåede at rejse sig i sidste ende for at tage bronzemedaljerne med hjem til Vestegnen.

Og søndag aften i sæsonåbneren fik Brøndby hævn over pokalplageånderne fra bilernes by ved førstgivne mulighed, da Silkeborg IF blev tværet ud på Brøndby Stadion.

Som cheftræner Kent Nielsen selv siger det, så var de bare anden bedst på alle aspekter af spillet.

- I dag er der mange simple tekniske fejl, og vores mantra er, at vi ikke må fejle på de simple ting. Og der fejler vi rigtig mange gange, udtaler Kent Nielsen til Campo og de andre fremmødte medier.

- Og det er også to af målene som kommer til på tekniske fejl, som de (Brøndby, red) er så dygtige til at tage fat i og straffe os.

- Vi var anden bedst til stort set det hele.

Til kampen havde Kent Nielsen ikke forårets store stjerne til rådighed, Younes Bakiz. I stedet var det nysignede Rami Al Hajj, som fik chancen, blot ni dage efter, han har skrevet under med Silkeborg IF.

Et indhop, der skulle kaste lidt kreativitet af sig, men som endte ud i en fuser.

- Du kunne se, at der var en del skrammel, men du kunne også godt se, at han kan et eller andet, fortalte Kent Nielsen til Campo og de andre fremmødte medier.

- Men altså han spillede ikke godt, skal vi ikke sige det sådan.

- Og så kan vi alle sammen begynde at finde årsagsforklare, men han var ikke den eneste, der ikke spillede godt. Sådan kan vi også sige det. Jeg tror, de stod i kø i dag for ikke at spille godt.

Silkeborg IF og Brøndby IF har begge kvalificeret sig til kvalifikationen i Conference League, og derfor skal de to mandskaber allerede i aktion på henholdsvis onsdag og torsdag.

Brøndby skal en tur til Færøerene mod HB Thorshavn, mens Silkeborg onsdag får besøg af KA Akureyri fra Island.

Mest læste

Notifications

Notifikationer