Ny Fiorentina-træner deler dårligt nyt for Oliver Christensen
Stefano Pioli har overtaget roret i Fiorentina, og det gør ikke vejen til spilletid nemmere for Oliver Christensen.

Oliver Christensen er tilbage i Fiorentina efter sidste sæsons lejeophold i Salernitana, men udsigten til spilletid ser stadig meget lang ud.
Superstjernen David De Gea ligner fortsat det klare førstevalg hos Firenze-klubben, og derfor kæmper den fynske keeper med det 19-årige stortalent Tommaso Martinelli om reservetjansen.
Onsdag blev Fiorentinas nye træner, Stefano Pioli, præsenteret for den italienske presse, og her blev han netop spurgt, hvem der bliver reservemålmand for De Gea.
Og svaret er ikke god læsning for den 26-årige fynbo.
- Martinelli bliver andenmålmand. Han er en fyr med en stor personlighed. For mig måles en spillers værdi ikke på alder, men på de præstationer, han leverer på banen, udtaler Pioli ifølge det italienske medie Pazzi di Fanta.
Oliver Christensen blev slet ikke nævnt med et ord, men i stedet fokuserede Pioli på duellen mellem De Gea og Martinelli.

- Jeg har endnu ikke besluttet, hvordan jeg vil håndtere rotationen mellem De Gea og Martinelli. De Gea er en målmand på allerhøjeste niveau med fremragende evner med fødderne – en kvalitet, der vil være meget nyttig for os.
Oliver Christensen kom til Fiorentina i 2023, men har haft svært ved at få spilletid. Hans kontrakt udløber i sommeren 2028.
Fiorentina












