FCM’s nye dødboldskonge: Dødbolde er som et skakspil
Den rutinerede træner glæder sig til at nørde dødbolde i Herning.

Morten Eskesen er navnet på den nye dødboldstræner i FC Midtjylland. Han har tidligere i karrieren været assistent i Randers, cheftræner i FC Helsingør og senest stået i spidsen for både det danske U18- og U19-landshold.
Nu er han hyret til at sørge for, at FC Midtjylland fortsat er ét af de suverænt bedste dødboldshold i Superligaen.
– Jeg ser dødbolde lidt som et skakspil. Det er en låst situation, hvor der typisk står 20 markspillere i et lille område; det der med at få analyseret modstanderne for at se, hvor deres svagheder er, og så se, om man kan få udnyttet det, fortæller Morten Eskesen på FC Midtjyllands hjemmeside.
Dødbolde betyder noget helt særligt i FC Midtjylland, hvilket glæder Eskesen.
– Man kan gå så meget i detaljen, fordi man har tiden til det her i FCM. Det er sjældent, der er klubber, som har det som værdi, og det er fedt, at man har mulighederne og ressourcerne til at dykke ned i et så afgørende felt af fodboldspillet.
Selvom den 57-årige er helt ny i FC Midtjylland, så kender han allerede et par ansigter.
– Jeg kender Kristian Bach Bak og Allan K. Jepsen, som jeg tog Pro Licens med, Thomasberg var jeg assistent for i Randers, og så er jeg kommet i klubben som landstræner gennem de sidste år for at snakke de mange unge talenter igennem. Særligt det seneste halve år på U21-landsholdet har jeg set rigtig mange Midtjylland-kampe.

Morten Eskesen erstatter Martin Mark, som er blevet solgt Newcastle.
Læs mere her:

FC Midtjylland












