Efter nær vens død: Helt op til Chelsea-profil om han vil spille
Chelsea møder brasilianske Palmeiras natten til lørdag.

Når Chelsea natten til lørdag møder brasilianske Palmeiras, kan det være både med og uden Pedro Neto.
Den portugisiske angriber mistede torsdag sin gode ven, og landsholdskammerat Diogo Jota, og derfor var han ikke en del af den Chelsea-trup, der fredag trænede før VM for Klubhold-kvartfinalen.
På pressemødet forud for kampen satte Chelsea-træner Enzo Maresca også en tyk streg under, at det er helt op til portugiseren selv, om han ønsker at spille kampen efter de tragiske nyheder torsdag.
- Pedro er meget ked af det – nok mere end bare ked af det, men vi er tæt på Pedro for at støtte ham i dette øjeblik. Det er helt og aldeles Pedros beslutning, om han vil spille eller ej. Jeg talte med ham i morges, og vi støtter ham. Uanset hvilken beslutning han tager, er det den rigtige.
- Vi vil støtte ham uanset hvad. Om han er på banen i morgen eller ej, så støtter vi ham.
- Det er en meget trist dag, og jeg har svært ved at finde ordene. Det er vanskeligt. Man har en følelse af magtesløshed i sådan en situation. Det eneste, jeg kan sige, er, at al min kærlighed går til [Jotas] familie i denne store tragedie, lyder det fra Enzo Maresca ifølge ESPN.
Pedro Neto kom til engelske fodbold i sommeren 2019, hvor han efter skiftet fra Lazio blev holdkammerat med den fir eår ældre landsmand i Wolverhampton.
I alt har de to spillet 21 kampe sammen - syv på det portugisiske landshold og 14 for Wolves i Premier League og Europa League i sæsonen 2019-20, hvorefter Jota skiftede til Liverpool.
Chelsea FC
Liverpool
Wolverhampton












