Langt fra færdig endnu: Kent Nielsen og Silkeborg forlænger
Kent Nielsen er klar på meget mere i Silkeborg IF.

Silkeborg IF har aldrig lagt skjul på, at man har været meget tilfreds med Kent Nielsen lige siden hans ankomst.
Derfor er det med sikkerhed også en glædens dag for både klubben og klubbens fans.
Den bundrutinerede cheftræner har nemlig sat pen til papir og underskrevet en kontraktforlængelse.
Den nye aftale strækker sig hele tre år frem til sommeren 2028. Der er dermed tale om en forlængelse på to år.
- Jeg har det fantastisk i Silkeborg og oplever en hverdag med stor gensidig tillid og en stærk sportslig retning. Vi har sammen skabt markante resultater, og jeg er fortsat meget motiveret for at udvikle holdet og konkurrere på højeste niveau. Der ligger stadig et stort potentiale i truppen, og vi har flere spillere, som jeg glæder mig til at se tage næste skridt. At kunne fortsætte det arbejde i mindst tre år mere er jeg meget taknemmelig for.
- Det er klart, at når man har været i en klub i så mange år, opbygger man stærke relationer, både til spillertruppen, staben og hele organisationen. Vi har opbygget en stærk identitet, hvor alle ved, hvilken retning vi arbejder i, og hvad vi står for, siger Kent Nielsen til Silkeborg IF's hjemmeside.
63-årige Kent Nielsen kom til Silkeborg IF i 2019.
Siden er klubben rykket op i Superligaen, hvor man også er blevet helt og aldeles etableret.
I 2021/22-sæsonen blev det til bronzemedaljer og klubbens første europæiske gruppespil nogensinde.
I foråret 2024 vandt man Pokalturneringen, mens man i år måtte se sig slået af FCK i finalen.

Kent Nielsen rundede tilbage i efteråret 2022 500 kampe som cheftræner i Superligaen - og kan altså nu nå mange flere.
Han er på nuværende tidspunkt den længst siddende cheftræner i Superligaen.
I den kommende sæson kan Kent Nielsen og resten af Silkeborg IF atter se frem til europæisk fodbold, efter man besejrede Randers FC i playoffkampen tidligere på sommeren.
Silkeborg IF












