Officielt: FC Fredericia handler ind i toppen af Superligaen
Adam Nygaard er ny mand i FC Fredericia.

FC Fredericia og FC Midtjylland har indgået flere aftaler med hinanden end de fleste.
Normalt har det været med midtjyderne i Superligaen, mens Fredericia har haft sin daglige gang i landets næstbedste række.
Efter sommerferien er de begge at finde i landets bedste række.
Det er dog ikke noget, der umiddelbart har spoleret relationen mellem de to klubber.
FC Midtjylland oplyser nemlig på sin hjemmeside onsdag, at man har solgt Adam Nygaard til FC Fredericia.
På den købende klubs hjemmeside oplyses det, at han er blevet udstyret med en aftale af fire års varighed.
- Adam har taget nogle flotte skridt i løbet af det seneste år. Han er en ung spiller med et rigtig spændende udviklingspotentiale, og vi er glade for, at han nu bliver en fast del af vores trup.
- Det her er en investering i fremtiden, og vi ser frem til at følge hans videre rejse i Fredericia, siger Stig Pedersen, sportslig ansvarlig i FC Fredericia.

Den 19-årige midtstopper var i sidste sæson udlejet til netop Fredericia, hvor han var med til at rykke klubben op i Superligaen.
Nu får han mulighed for at høste frugterne at sidste sæsons arbejde.
Adam Nygaard nåede at vinde det danske U19-mesterskab samt at spille fem kampe i UEFA Youth League i FCM.
I sidste sæson fik han 12 NordicBet Liga-kampe for Fredericia.
Også FCM'erne Ovie Ejeheri og Jonatan Lindekilde er at finde hos FC Fredericia i den kommende sæson, da de begge er udlejet.
FC Midtjylland
FC Fredericia












