Efter salg af Wirtz: Leverkusen henter forsvarsspiller i Liverpool
I udgangspunktet er der ingen melding om nogen direkte forbindelse.

Bayer Leverkusen har solgt en offensivprofil, og nu henter de et defensivt anker.
I begge tilfælde er det Liverpool, der har siddet på den anden side af forhandlingsbordet, for efter købet af Florian Wirtz har Anfield-klubben nu solgt forsvarsspilleren Jarell Quansah.
Det beretter transferjournalisten Fabrizio Romano med sit klassiske 'Here we go', der som regel betyder, at handlen er tæt på.
Ifølge Romano betaler Leverkusen 30 millioner pund med det samme, mens yderligere fem millioner pund kan følge i bonuser. Det svarer cirka til 262 millioner kroner i fast betaling plus yderligere potentielt 44 millioner kroner i bonuser.
Den 22-årige englænder, der netop nu er med det engelske U21-landshold til EM i Slovakiet, får en kontrakt til 2030 hos de tyske vicemestre, men Liverpool har sikret sig for fremtiden.
Således forlyder det, at de engelske mestre har indskrevet en tilbagekøbsklausul i kontrakten, så de kan hente klubbens ungdomsspiller tilbage uden konkurrence fra andre klubber.
Quansah er oprindeligt fra byen Warrington præcis midtimellem Liverpool og Manchester.
Det var dog en turen mod vest og ikke øst, han allerede i 2008 valgte som bare femårig, hvor han blev en del af Liverpools akademi.
Siden er det blevet til i alt 58 førsteholdskampe for barndomsklubben, og kun en halvårlig lejeaftale i Bristol Rovers i foråret 2023 har afbrudt hans ophold i Liverpool.

Liverpool
Bayer Leverkusen












