Leverkusen-boss i hjerteligt farvel til Wirtz: Mere erfarne spillere ser op til dig!
Det er mere end bare flott ord, Simon Rolfes sender Florian Wirtz’ vej.

Bayer Leverkusen har mistet sin største profil.
Fredag præsenterede Liverpool Florian Wirtz som ny mand i truppen, og dermed er han fortid hos de tyske vicemestre.
Selvom sportsdirektør Simon Rolfes har været en stor del af handlen, er han nu selv gået til tasterne, og på noget så utraditionelt som LinkedIn, kommer Rolfes med noget af en kærlighedserklæring til sin unge landsmand.
- Da jeg mødte dig første gang, var det ikke kun dine færdigheder, der imponerede. Selvom det du gør med bolden stadig efterlader mig målløs. Det, der virkelig gjorde indtryk på mig, var din mentalitet. Din vilje til at vinde. Sulten efter at score, uanset stillingen. Den konstante drivkraft til at blive bedre, selv i de mindste detaljer. Og dit bagland med dine forældre altid ved din side, som støtter dig og samtidig holder dig med begge fødder på jorden.
- Du mistede aldrig den sult. Hvis noget, blev din mentalitet stærkere efter din korsbåndsskade. Vi talte sammen i den svære tid, og jeg kunne mærke din frustration over ikke at kunne have en bold ved dine fødder. Men også hvor beslutsom du var på at komme tilbage endnu stærkere.
- Den indstilling gjorde dig til en leder. Rolig, fokuseret, målrettet. Mere erfarne spillere ser op til dig. Du har været en superstjerne i lang tid, men du er stadig den samme Flo. Som i den mesterskabsafgørende kamp mod Bremen. Det måtte være dig, der lavede hattrick. Selv da fansene allerede var på banen, skulle du score igen. Du har engang fortalt mig, at du aldrig havde lavet hattrick før, og derfor gik du efter det. Så enkelt var det, lyder det fra Simon Rolfes.
Florian Wirtz nåede lige akkurat ikke at runde 200 førsteholdskampe for Bayer Leverkusen, hvor kamptotalen sluttede på 197 kampe.

Selvom de nu ikke er kollegaer længere, så håber den tidligere Leverkusen-anfører, at hans tidligere stjernespiller får succes på Anfield.
- Jeg ønsker dig alt det bedste i Liverpool Football Club. Jeg ved, du vil klare dig godt der, og jeg håber, du vil vinde mange kampe og titler. Måske ikke, når vi møder hinanden.
- Tak, Flo, for din tid under korset og for at være den, du er. Og også en stor tak til din familie, som har været med os så ofte. Til dine forældre for altid at være åbne i alle samtaler og for at være respektfulde og ydmyge. Vi har kendt hinanden i mange, mange år, og tilliden og båndet mellem os er stærkt og usædvanligt i fodboldverdenen. I vil alle forblive en del af Bayer 04-familien.
Wirtz har i Liverpool skrevet under på en kontrakt for de kommende fem år.

Bayer Leverkusen
Liverpool












