Poulsen: Kan jeg overbevise fansene, er jeg nået langt
AGF og Jakob Poulsen har en fortid, der måske stadig fylder hos nogle fans.
Der har længe været et specielt bånd mellem cheftræner og fans i AGF.
Nu er det så Jakob Poulsen, der skal forsøge at vinde AGF-fansenes hjerter.
Men med en fortid i klubben, hvor nogle AGF-fans blev efterladt med dårlig smag i munden omkring Jakob Poulsen, da han forlod klubben som spiller, kan det måske være en sværere opgave end som så.
- Jeg kan godt selv huske, hvordan det endte. Men nej, det var en anden tid. Jeg var fodboldspiller, jeg var fremadstormende, og jeg ville videre i min karriere på det tidspunkt.
- Så det (fortiden, red.) har ikke fyldt noget, siger Jakob Poulsen til den skrevne presse efter dagens pressemøde.
Det var tilbage i 2010, at Jakob Poulsen forlod AGF til fordel for FC Midtjylland. I Aarhus spillede han 57 kampe og scorede 10 mål.
Derfor er det også spillerkarrieren i FC Midtjylland, som Poulsen særligt huskes for. Her nåede han 286 kampe og 48 mål.

Fortiden i AGF og kendskabet til dansk fodbold gør dog også den nye AGF-cheftræner bevidst om, hvad fansenes meninger betyder i Aarhus.
- Hvis jeg kan overbevise fansene i AGF, så tror jeg, at jeg er noget rigtig, rigtig langt.
- Der er ingen tvivl om, at de stiller store krav, og det er også det, der er fedt, siger Jakob Poulsen til den skrevne presse efter dagens pressemøde.
Den 41-årige Poulsen tager cheftrænererfaring med sig fra Viborg FF, hvor han indtil i dag var cheftræner. Her stod han i spidsen for domkirkebyen i 32 Superliga-kampe.
Læs mere om offentliggørelsen af Jakob Poulsen i AGF herunder:

FC Midtjylland
AGF
Jakob Poulsen












