Manchester City får stor bøde for forsinkede kampe
Det kan blive dyrt at komme for sent, bare spørg Manchester City.

Manchester City er blevet pålagt en bøde på over 1 million pund af Premier League for gentagne gange at have forsinket starten og genoptagelsen af kampe i sidste sæson.
Ifølge BBC har klubben accepteret og undskyldt for overtrædelserne, og de har nu 14 dage til at betale bøden på 1,08 millioner pund.
I sidste sæson var der i ni af Citys kampe forsinkelser, hvor den længste forsinkelse var før anden halvleg af Manchester-derbyet i december 2024, som blev genoptaget to minutter og 24 sekunder senere end planlagt.
- Reglerne omkring kampstart og genoptagelse er sat for at sikre, at konkurrencen afvikles på det højest mulige professionelle niveau og giver sikkerhed for fans og deltagende klubber, lyder det fra Premier League i en udtalelse.
Manchester City afventer desuden en afgørelse på de velkendte 115 anklager om påståede brud på Premier Leagues finansielle regler, som klubben kraftigt benægter. Disse anklager dækker perioden fra 2009 til 2018.
Manchester City har tidligere haft udfordringer med tidsstyring under kampe, men kunne i forbindelse med denne sag berette om en 59% forbedring i den seneste sæson sammenlignet med året før.
Altså en klar forbedring, men klubben er stadig under skarp observation for at undgå yderligere sanktioner i fremtiden.
Pep Guardiola
Manchester City












