Klub-VM: Ingen så Sundowns vinde – Ramos bød Inter op til dans
Foran et meget begrænset publikum sejrede sydafrikanske Mamelodi Sundowns, mens Sergio Ramos kom på tavlen mod Inter.

Der var lidt over 80.000 tilskuere på lægterne, da Paris Saint-Germain søndag besejrede Atletico Madrid med 4-0.
Det samme kan på ingen måde siges om den ene af nattens to kampe ved klub-VM.
Således blev sydafrikanske Mamelodi Sundowns 1-0-sejr over sydkoreanske Ulsan kun overværet af 3.412 tilskuere. Det skriver ESPN.
Med til historien hører det, at kampen blev udsat i lidt over en time på grund af besværlige vejrforhold. Der var plads til 25.500 tilskuere.
I den anden kamp fik Sergio Ramos mindet den europæiske fodboldverden om, at han stadig lever i bedste velgående.
Som så mange gange tidligere i karrieren steg han nemlig til vejrs på et hjørnespark og headede bolden i mål til 1-0 for mexicanske Monterrey.
Det var dog ikke til at få en sejr med fra mødet mod Champions League-finalisten Inter.
Kort før pausen fik Lautaro Martinez nemlig udlignet til 1-1, hvilket blev kampens resultat.
Onsdag aften skal Manchester City i aktion mod Wydad klokken 18.00, inden Real Madrid og Al-Hilal mødes klokken 21.00.
Inter












