Bombe i FC Midtjylland: Peter Sand færdig i klubben – ny stilling til Bach Bak Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Bombe i FC Midtjylland: Peter Sand færdig i klubben – ny stilling til Bach Bak

Udskiftningen sker i gensidig forståelse, forlyder det.

peter sand i fcm.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

FC Midtjylland kan torsdag præsentere noget af en rokade i den sportslige ledelse.

Peter Sand fratræder sin stilling som fodbolddirektør i klubben i gensidig forståelse, og i hans sted sætter sig Jacob 'Figo' Larsen.

I samme ombæring tiltræder Kristian Bach Bak som ny sportschef med ansvar for det daglige lederskab omkring Superligatruppen, staben og den sportslige hverdag i og omkring førsteholdet.

– Peter er en dygtig leder, der arbejder benhårdt og har bidraget med forretningsforståelse og struktur i en kompleks rolle. Vi hentede ham ind med ønsket om at supplere vores stærke fodboldmiljø med nye perspektiver og erfaringer – og det har givet os vigtig læring.

– Det står samtidig klart, at rollen som fodbolddirektør i FC Midtjylland forudsætter en dybere fodboldfaglig forankring, end vi har kunnet bringe i spil i det nuværende setup, og det er baggrunden for, at vi nu justerer organisationen.

– Vi har haft en ærlig og ordentlig dialog hele vejen – og vi har stor respekt for det arbejde, Peter har leveret. Vi takker ham for indsatsen og ønsker ham det bedste i det, der venter, lyder det fra bestyrelsesformand Claus Steinlein.

Du kan læse Peter Sands egen reaktion her:

Trods stejl læringskurve: Peter Sand erkender vanskelige 18 måneder i FCM

I stedet for Peter Sand bliver det nu Jacob Larsen, der siden sommeren 2024 har været akademichef i FC Midtjylland, der sætter sig i fodbolddirektørstolen.

Han får det overordnede ansvar for at styrke sammenhæng, retning og fælles standarder i klubbens sportslige udvikling. Hans ansvar dækker det strategiske fodboldsetup fra Guldminen og op – herunder scouting, sportslig strategi, præstationsmiljøer og det internationale netværk, lyder det i pressemeddelelsen fra FC Midtjylland.

Download Campo app Download Campo app Download Campo app

Jacob Larsen fortsætter desuden som akademichef, indtil FCM har en afløser på plads.

Kristian Bach Bak ny sportschef

Også for klubbens tidligere anfører og assistenttræner Kristian Bach Bak byder rokaden en ny rolle med sig.

Bach bak bliver sportschef i klubben, hvor han får ansvar for den daglige ledelse omkring Superligatruppen og staben samt for at sikre, at klubbens spillestil, værdier og filosofi forankres tydeligt i hverdagen.

– Bak har gennemgået en imponerende udvikling siden sin tid som spiller og assistenttræner. Han er respekteret i hele organisationen og lever og ånder for FC Midtjyllands kultur og værdier.

– Som sportschef bliver han et vigtigt bindeled til førsteholdet – med ansvar for den daglige sportslige ledelse, sparring med trænerstaben og det nære arbejde med truppen. Samtidig skal han være med til at sikre, at vores værdier, spillestil og kultur forbliver tydelig, lyder det fra Claus Steinlein.

Kristian Bach Bak selv føler, at han i den nye rolle kan gøre en forskel hos Superligaens sølvvindere.

– Jeg er både stolt og ydmyg over at få det her ansvar i en klub, der har formet mig gennem mange år – som spiller, træner og leder. Jeg kender kulturen, værdierne og kravene, og det føles naturligt at træde endnu mere frem.

– Jeg har altid brændt for at arbejde med mennesker og for at få grupper til at fungere – og som sportschef kommer jeg endnu tættere på trænerne og spillerne. Det er der, jeg trives – og der, jeg føler, jeg kan gøre en forskel.

– FC Midtjylland er en klub med stærke værdier, klare ambitioner og en kultur, vi skal værne om, især i takt med, at vi vokser. Det gælder også måden, vi spiller på. Style of play skal stå klart – fra akademi til førstehold – og være noget, vi alle kender, forstår og efterlever. Vi skal aldrig være tilfredse, og det forpligter os til at stå sammen, være skarpe i hverdagen og holde fast i den retning, vi selv har sat, lyder det fra den mangeårige FCM'er.

FC Midtjylland indleder den nye superligasæson med en hjemmekamp mod oprykkerne fra OB den 20. juli.

Sådan ser superligaprogrammet 2025/2026 ud – Mestrene lægger ud med fredagskamp

Mest læste

Notifications

Notifikationer