Ferien afbrudt: Klynge på plads i norsk topklub
Anders Klynge er ny mand i Bodø/Glimt.

Hvis ikke Anders Klynge i forvejen var en vaskeægte ekspert i at spille på kunstgræs, så bliver han det i hvert fald nu.
Den 24-årige midtbanespiller har tilbragt de seneste fem år af sin karriere på kunstgræsset i Silkeborg IF, som han dog har vinket farvel til ved kontraktudløb denne sommer.
Klubskiftet har dog ikke umiddelbart været med det formål at finde en klub, der spiller på rigtigt græs.
Han er nemlig netop blevet præsenteret i den norske topklub Bodø/Glimt, der, som så mange andre i Eliteserien, også benytter sig af kunstgræs på sin hjemmebane.
Bodø/Glimt oplyser på sin hjemmeside, at Klynge måtte afbryde sin ellers tiltrængte ferie i Barcelona, som i forvejen kom sent på grund af både pokalfinale og playoff-kamp, for at haste afsted til sin nye hjemby.
- Det føles helt fantastisk. Jeg har glædet mig meget, og at jeg nu kan kalde mig Bodø/Glimt-spiller er virkelig fedt, synes jeg, siger den tidligere SIF-profil.

Han er blevet udstyret med en kontrakt frem til sommeren 2028.
Anders Klynge nåede 164 kampe med 12 scoringer og 33 oplæg til følge i sin tid i Silkeborg IF.
Bodø/Glimt nåede i tidligere på året hele vejen til semifinalerne i Europa League, hvor mødet med den senere vinder af turneringen, Tottenham, blev endestationen.
Silkeborg IF
Bodø/Glimt












