Efter otte stykker tyggegummi og 0-0: Ancelotti tilfreds med brasiliansk debut
Brasilien fik hverken mål eller fuldt udbytte af kampen i Guayaquil.

Det var ikke nogen drømmedebut, men det kunne have været værre.
Carlo Ancelotti debuterede natten til fredag dansk tid som brasiliansk landstræner med udekampen i Ecuador.
En chancefattig kamp sluttede helt uden mål, men den karismatiske italiener var ikke ubetinget utilfreds med det resultat.
- Jeg har spillet mere end 1200 kampe som træner, og i dag var min første kamp som brasiliansk landstræner, og det var noget specielt. For mig er det en gave at være her.
- Holdet havde en fin udstråling, og til tider fik vi lagt et godt pres. Vi indkasserede praktisk talt ingen chancer. Spillet med bolden kunne have været lidt mere flydende, men det er en fin uafgjort med en god præstation. Vi er tilfredse og selvsikre forud for den næste kamp, lød det efter kammpen fra Ancelotti ifølge Eldesmarque.
I Brasilien blev der i særlig grad lagt mærke til, hvor meget nationens nye landstræner undervejs i kampen tyggede tyggegummi.
Ifølge Globo kunne reporter Carlos Gil undervejs reportere om, at den italienske træner undervejs i kampen tyggede ikke færre end otte stykker tyggegummi.
0-0-resultatet i Ecuadors største by, Guayaquil, efterlader både Ecuador og Brasilien i nogenlunde sikkerhed i forhold til kvalifikation til den kommende VM-slutrunde.
Argentina har sikret sig kvalifikation, men kampen om de efterfølgende fem sydamerikanske pladser, der giver direkte kvalifikation, er tæt. Således skiller bare fire point Ecuador på andenpladsen fra Colombia på sjettepladsen - og Colombia har en kamp i hånden.

Carlo Ancelotti
Brasilien












