‘Klart godkendt’ sæson i SIF, selv uden Europa-plads
Sæsonen er godkendt for Silkeborg IF, selvom de gerne havde snuppet guldet i pokalfinalen.

Sommerferien i Silkeborg IF må lade vente lidt på sig i Silkeborg.
Nederlaget i pokalfinalen til FC København betyder, at de alligevel skal gøre brug af deres playoff-plads fra syvendepladsen, hvor Randers venter på søndag.
Men selvom det ikke skulle blive til en europæisk plads i kampen mod Randers FC, så er sæsonen allerede godkendt for cheftræner i klubben, Kent Nielsen.
- Hvis du havde spurgt mig i juli måned, om vi havde været tilfreds med en klar syvendeplads og en pokalfinaleplads, så havde vi taget den, fortalte Kent Nielsen til Campo og resten af den fremmødte presse ved pokalfinalen på MCH Arena.
Efter slutfløjtet var der naturligvis skuffelse over sølvmedaljen, men også en fattet cheftræner kunne se tilbage på sæsonen.

- Vi er enormt skuffede nu, men vi ved også godt, at den sæson vi har gang i, den er klart godkendt. Men vi kunne selvfølgelig også godt tænke os at lave prikken over det (vinde playoff kampen mod Randers, red.).Men vi har haft en stærk sæson.
- For et år siden havde vi fem andre med i startopstillingen, som spiller alle muligt andre steder i dag, men vi har alligevel fået samlet et hold, der er så konkurrencedygtige - ikke i dag - men ellers.
Fra startopstillingen i pokaltrifumfen sidste år har SIF sagt farvel til Oliver Sonne, Joel Felix, Mark Brink, Stefan Thordarsson og Alexander Lind.
Campo spurgte Pelle Mattsson, om han kunne tilslutte sig cheftræneren, og han var 'på bølgelængde' med sin cheftræner.
- Jeg synes, at som klub er det stort, at vi kan stå i en pokalfinale, og jeg synes, det er fedt at se, at Silkeborg er kommet så langt som klub, at vi kan stå i en pokalfinale to år i træk.

- Jeg ved ikke med godkendt sæson. Jeg kunne godt have tænkt mig den her titel. Men der er jeg nok på bølgelængde med Kent [Nielsen], jeg synes det har været fint.
Men spørgsmålet om europæisk fodbold er stadig noget, som klubben naturligvis vil gøre alt for at indfri.
- Vi gør alt, hvad vi kan for at spille os i Europa. Nu når vi ikke fik pokalen, kunne det være et fedt punktum, afluttede Pelle Mattsson.
Silkeborg IF har mulighed for at spille sig i et europæisk kvalifikationsspil på søndag den 1. juni klokken 18.30, når Randers venter i en dirkete duel om pladsen.

Silkeborg IF












