Misset Champions League gør ondt på Lössl: Presser mig til at blive ved Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Misset Champions League gør ondt på Lössl: Presser mig til at blive ved

Jonas Lössl ser ingen anden udvej end at fortsætte sin karriere.

Jonas Lössl på scenen på MCH Arena efter FC Midtjyllands sølvmedaljer.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Dåbsattesten siger 36 år.

Alligevel har Jonas Lössl blod på tanden efter mere.

Søndag rakte han og resten af FC Midtjyllands sejr over Randers FC nemlig ikke til mere end en andenplads i Superligaen.

Det betyder, at man ikke får muligheden for at spille sig i Champions League efter sommerferien.

Og netop det faktum, at den ikke kommer til at stå på Champions League, ærgrer den midtjyske keeper:

- Det gør mig ked af det. Det kunne jeg godt tænke mig at prøve. Det er jo dobbelt skuffelse i den her sæson, for det kunne jeg virkelig godt tænke mig. Det presser mig lidt til, at jeg skal blive ved.

Havde du ikke tænkt dig at fortsætte uanset?

- Jo, men nu skal jeg spille to sæsoner, for at få oplevet det.

- Jeg ved ikke, hvor mange år jeg har, men så må vi jo blive ved, siger han til Campo og de øvrige medier på MCH Arena.

Jonas Lössl fortæller videre, at han endda er klar til at tage drastiske metoder i brug:

- Jeg må jo skifte klub. Jeg skal ud og finde en Champions League klub at spille for, siger han kækt og tilføjer lynhurtigt:

- Nej, selvfølgelig skal jeg ikke det. Det er for sjov.

Når alt kommer til alt, så er det dog det tabte mesterskab, som tynger ham mest.

- Det var en kæmpe drøm at få lov at kæmpe med om det, men mest af alt lige nu er jeg skuffet over, at vi ikke får guld.

- Det havde betydet rigtig meget for mig, hvis jeg kunne have været med til at sætte en stjerne på brystkassen, siger Lössl.

De danske fodboldklubber får lob til at placere en stjerne over logoet på sine trøjer, når man har vundet fem danske mesterskaber. FC Midtjylland har vundet fire.

Mest læste

Notifications

Notifikationer