Campo-reporter tæt på ulykke: Lige pludselig så kørte han bare Foto: Lee Smith/REUTERS

Campo-reporter tæt på ulykke: Lige pludselig så kørte han bare

Midt i Liverpools mesterskabsfejring og parade kørte en bil efterfølgende ind i en større menneskemængde. Campos reporter Jrah Jijan var til stede.

Liverpools fanparade blev spoleret af en ulykke
Foto: Lee Smith/REUTERS

Liverpools mesterskabsfejring har fået et trist efterspil.

Ovenpå Premier League-holdet bustur gennem byens gader, kørte en bil direkte ind i en menneskemængde.

Som du kan læse andetsteds her på Campo, er det endnu uklart, hvad motivet er, men vores reporter Jrah Jijan har været helt tæt på episoden.

- Jeg stod i en menneskemængde med cirka 20-30 danskere, og bussen med alle spillerne var lige kørt forbi. Der går vel cirka 5-10 minutter, efter at bussen har været her, og så sker det, siger han på telefonen fra midtbyen i Liverpool. 

Politiet har meddelt, at de har anholdt en person, der angiveligt står bag episoden, der har efterladt byen helt tom og mange tusindevis af fans i chok ovenpå en dag, der ellers skulle have været en festlig dag.

- Der er en stor fest, og folk hopper og danser, efter at bussen har været forbi med alle spillerne, og så derefter kører den her bil bare ind i mængden, og efterfølgende løb folk jo, alt hvad de kunne, væk fra området, siger Jrah Jijan.

- Jeg har ellers oplevet, at sikkerheden har været i top hele dagen. Politiet har været meget imødekommende og massivt til stede. Det var en stor fest, og det her kom virkelig som et chok.

Seneste nyt ifølge flere engelske medier er, at et område omkring Water Street og Dale Street i den centrale del af Liverpool tæt på Dock'en er afspærret.

Ifølge det lokale politi er der endnu ikke nyt omkring antallet af tilskadekomne.

Sidste nyt fra Merseyside Politi er, at det drejer sig om en ældre hvid mand.

- Vi vil bede folk om ikke at spekulere i omstændighederne omkring aftenens hændelse på Water Street i Liverpools centrum. Vi kan bekræfte, at den anholdte mand er en 53-årig hvid britisk mand fra Liverpool-området.

Mest læste

Notifications

Notifikationer