Steinlein frit fra leveren: Sådan bliver FCM’s transfervindue
FCM-direktøren var ikke bleg for at dele ud af klubbens strategi for sommerens transfervindue.

Sæsonen er slut for FC Midtjylland. Det blev til sølv.
Knapt nok var sæsonens sidste kamp fløjtet af, før klubbens administrerende direktør, Claus Steinlein, blev forholdt sommerens transfervindue.
Klubben råder nemlig over flere store salgsemner.
Selv nævnte han store talenter som Franculino og Dario Osorio.
Samtidig var han ikke bleg for at fortælle, hvad midtjyderne umiddelbart har af planer denne sommer.
I første omgang vil man holde på stort set alle sine unge profiler:
- Ja, det forventer jeg. Det er det, der er aftalen.
- Der er en Oliver Sørensen, som vi har sagt, at hvis det rigtige tilbud kommer, som også passer til Oliver, så skal vi finde ud af det.
- Størstedelen af den trup, vi har, er en meget ung trup, og de kan sagtens udvikle sig mere i Midtjylland. Og så længe de kan udvikle sig, så synes vi, at vi egentlig kan tilbyde dem noget. Så skal vi se, hvornår den rette timing er. Men som udgangspunkt er det først om 12-18 måneder, vi skal med de fleste af de spillere, vi har, siger Claus Steinlein til Campo og de øvrige fremmødte medier på MCH Arena søndag.
Det er dog ikke kun afgange, som FCM-direktøren var klar til at kommentere på.
Der skal nemlig også noget ind:
- V har jo altid haft en målsætning om, at vi skal gøre truppen en lille smule bedre, end den var i denne sæson.
- Vi lod Juninho gå tidligt i vinduet, fordi han fik en stor mulighed, så vi har eksempelvis kun 3 midterforsvar, som vi synes er rigtig gode. To af dem er unge.
- Så vi skal ud og kigge lidt. Bliver Oliver Sørensen solgt på et tidspunkt, så mangler vi en midtbanespiller. Så jeg tror godt, man kan forvente, at vi krydrer truppen med to-tre stykker. Det er i hvert fald det, der er vores målsætning.
Og det bliver formentlig ikke unge spillere, man kigger efter.
Dem er der nemlig nok af i FCM.
- Vi mangler i hvert fald ikke unge talenter. Vi mangler ikke salgsbare spillere. Jeg tror også, jeg sagde på tv for 2-3 uger siden, at vi aldrig har fået så store tilbud, som vi har lige nu på vores største talenter.
- Det er som om, at det er gået en tand højere op med en Osorio, der er landsholdsspiller på et halvstort landshold. Det kan man godt mærke på markedsværdien. Franculino er lidt det samme.
- Så tilbuddene har aldrig været større i FC Midtjylland og derfor er det nok ikke de unge, vi skal gå efter.
- Omvendt, så er vi jo sådan en klub, at ser vi den rigtige unge [spiller], så kan vi jo ikke lade være med at købe ham, siger Steinlein.
FC Midtjylland endte på andenpladsen i Superligaen med ét point op til F.C. København.
FC Midtjylland












