Gravøl i Herning: Kan ikke bruge sølv til en pind Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Gravøl i Herning: Kan ikke bruge sølv til en pind

FC Midtjyllands Jonas Lössl var i kulkælderen efter de glippede guldmedaljer.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

De gjorde, hvad de skulle, men i sidste ende var det ikke nok.

Med en 3-2-sejr over Randers FC fik FC Midtjylland lagt det nødvendige pres på mesterskabsrivalerne fra F.C. København, der dog gjorde arbejdet færdigt i Parken med en sikker 3-0-sejr over FC Nordsjælland.

Derfor var det en slukøret Jonas Lössl, der i selskab med en halvkold fadøl mødte den skrevne presse.

- Det er så skuffende, at vi får sølv. Det kan jeg ikke bruge til en pind i bund og grund. Vi havde en målsætning om at vinde guld, om at spille Champions League, og det kan vi ikke nu.

- Øllene smager sgu stadigvæk godt, må jeg sige, men jeg ville hellere have hældt den i håret end ned i svælget, siger en skuffet Jonas Lössl til Campo og den øvrige skrevne presse.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Adspurgt til, hvor filmen knækkede for FC Midtjylland, har målmanden ét bud på en kamp, der blev sæsonafgørende.

- Det er den direkte duel mod FCK i Parken. Det er ikke fordi, jeg står her og konkluderer og siger, at vi skulle have gjort en masse anderledes, men det var jo vores mulighed for at tage bolden over på vores halvdel, siger Jonas Lössl.

I Parken var der derimod stor grund til jubel.

Læs mere om det her:

Lykkelig Lerager: Det har været et hårdt år

Mest læste

Notifications

Notifikationer