Newcastle forlænger med forsvarsfyrtårn
Dan Burn har underskrevet en kontraktforlængelse i Newcastle United.

Han scorede det første mål og blev desuden kampens spiller.
Dan Burn spillede en vigtig rolle, da Newcastle United hjemtog klubbens første markante trofæ med finalesejren over Liverpool i Carabao Cuppen.
Nu forlænger den vigtige forsvarsstyrmand sin kontrakt hos The Magpies.
Dermed vil den 201 centimeter høje være at finde i den nordøstengelske klub til sommeren 2027, hvilket er et år mere end hans tidligere kontrakt lød på.
Selv jubler 33-årige Burn over nu at have styr på de kommende to sæsoner, og så løfter han sløret for, at han formentlig også kommer til at slutte karrieren i Newcastle.
- Jeg vidste, jeg var på vej ind i mit sidste år, og jeg ville bare gerne have styr på fremtiden. Jeg har tidligere sagt, at jeg ville elske at slutte min karriere her, så at få den mulighed er jeg meget taknemmelig for.

- Jeg føler stadig, at jeg bliver bedre, og jeg føler ikke, at jeg er nået til bakketoppen endnu. Det bliver vanskeligt at forbedre denne sæson (næste sæson, red.), men forhåbentlig vil vi lykkes med det over de næste par år. At spille for den her klub er en drøm, der går i opfyldelses, og jeg er glad for, at jeg kan blive ved med det, lyder det fra Dan Burn.

Dan Burn er oprindeligt fra Blyth bare 20 kilometer nord for Newcastle upon Tyne, men selvom han fik en stor del af sin fodboldopdragelse i klubben, så skiftede han allerede i 2004 væk.
Efter ophold i adskillige mindre klubber og efterfølgende også klubber som Fulham, Birmingham, Wigan og senest Brighton, gik turen i januar 2022 hjem til Newacastle United for Burn.
Siden er det blevet til i alt 148 optrædener for klubben, hvor han i denne sæson er den spiller, der har spillet flest minutter i Premier League.
Dan Burn debuterede som 32-årige for det engelske landshold i marts, da han spillede hele VM-kvalifikationskampen mod Albanien, som Thomas Tuchels tropper vandt 2-0.
Newcastle United












