
Sky Sports: Saudi-klub jagter Bruno Fernandes
Bruno Fernandes kan meget vel være på vej væk fra Manchester United.

– Vi vil beholde Bruno her.
Sådan lød den klare besked fra Ruben Amorim, da han blev forholdt muligheden for, at Manchester United-anføreren potentielt kunne forlade klubben til sommer tilbage i starten af maj.
Nu er der alligevel ugler i mosen, da Sky Sports mener at vide, at der er konkret saudisk interesse for den portugisiske kreatør.
Mediet erfarer nemlig, at Al-Hilal er ude efter at bringe Bruno Fernandes til Saudi-Arabien, selvom der endnu ikke er nogen avancerede forhandlinger i værk.
Det kan dog komme til at gå stærkt lige pludselig, da Al-Hilal skal med til klub-VM, hvorfor klubben får et kort transfervindue fra den 1. til den 10. juni, hvor der kan hentes spillere til.

Bruno Fernandes adresserede selv sin fremtid i kølvandet på Europa League-finalen mod Tottenham onsdag aften.
– Jeg har altid sagt, at jeg vil være her, indtil klubben siger, at det er tid til, at jeg skal videre. Jeg er ivrig efter at gøre mere og bringe klubben tilbage til sin storhedstid, lød det fra Fernandes ifølge Sky Sports.
Den 30-årige portugiser har kontrakt med Manchester United frem til 2027, mens klubben har mulighed for at udløse en option, som forlænger aftalen med et ekstra år.