
Medie: Real Madrid sætter jagten ind på Barca-emne
Nico Williams har længe været på FC Barcelonas radar. Nu er det Real Madrid, der sætter jagten ind.

Nico Williams ender formentlig snart i en af Spaniens største fodboldklubber.
Efter at have været et varmt emne hos FC Barcelona, har Real Madrid nu også meldt sig ind i kampen.
Det skriver Marca.
Alt det kræver er, at den spanske hovedstadsklub aktiverer Nico Williams’ frikøbsklausul på relativt beskedne 58 millioner euro i Athletic Club.
FC Barcelona er formentlig heller ikke lige så opsatte på at få fingrene i den spanske kantspiller, som tilfældet var tidligere.
Både Lamine Yamal og Raphinha har nemlig disket op med præstationer i den absolutte verdensklasse i den snart overståede sæson.
22-årige Nico Williams underskrev i slutningen af 2023 en aftale frem til sommeren 2027 med Athletic Club.
Han har i sin professionelle karriere ikke repræsenteret andre.
I denne sæson er det blevet til relativt beskedne fem mål og fem oplæg i 28 kampe for den spanske landsholdsspiller.